Svensk politi har måske fundet Olof Palmes mordvåben
En indleveret revolver hos det svenske politi kan give nye spor til drabet på Olof Palme tilbage i 1986.
En svensk kriminolog of krimiforfatter har indleveret en pistol, som - hævder han - er tidligere statsminister Olof Palmes mordvåben. Det skriver den svenske avis Expressen. Palme blev dræbt i 1986.
En svensk kriminolog of krimiforfatter har indleveret en pistol, som - hævder han - er tidligere statsminister Olof Palmes mordvåben. Det skriver den svenske avis Expressen. Palme blev dræbt i 1986. Foto: Colourbox/Arkivfoto/COLOURBOX.COM


Hele Sverige var i chok, da den svenske statsminister Olof Palme blev skudt på åben gade i 1986 af en stadig ukendt drabsmand. Men nu kan svensk politi have fået fat i den revolver, som dræbte statsministeren.

Det skriver den svenske avis Expressen.

Den tidligere kriminolog og nuværende kriminalforfatter Leif GW Persson har afleveret den til politiet, efter at en anonym person har afleveret den til ham. Det skete for få dage siden i Göteborg.

En prøveskydning hos politiets kriminaltekniske afdeling skal nu afgøre, om der er tale om mordvåbnet.

Men de projektiler, som politiet har fra drabet, er ikke i særlig god stand, og derfor kan det være vanskeligt for politiet at afgøre, om revolveren blev brugt til at dræbe Olof Palme.

Og ifølge den svenske journalist og forfatter Lars Borgnäs, der har skrevet to bøger om Palme-mordet, sker det formentlig aldrig.

- Det vil aldrig være muligt med fuldstændig sikkerhed at sige, at det her er mordvåbnet, siger han til Expressen.

Derudover siger han, at kuglerne, som blev fundet på gerningsstedet, var ødelagte og i så dårlig stand, at det kan blive svært at knytte dem til noget våben.

Heller ikke Leif GW Persson tror, det bliver let at finde ud af, om det er mordvåbnet, da det kan have været igennem mange hænder, inden det kom i hans varetægt.

Allerede i 2014 sendte den anonyme person et affyret projektil til professoren. Projektilet viste sig at være af samme kaliber, som det der dræbte Olof Palme.

Det er snart 30 år siden, 28. februar 1986, at den svenske statsminister blev skudt på Sveavägen i Stockholm.

Flere gange tidligere har man ment at have fundet Olof Palmes mordvåben, men hver gang har det vist sig ikke at være korrekt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.