Svensk pendler: Id-kontrol kan få mig til at sige op
Svensk pendler med job i København overvejer at sige sit job op, hvis svensk id-kontrol giver lang rejsetid.
Turen over Øresund kan komme til at tage meget længere tid med den nye grænsekontrol, der trådte i kraft mandag ved midnat.
Turen over Øresund kan komme til at tage meget længere tid med den nye grænsekontrol, der trådte i kraft mandag ved midnat. Foto: Andreas Beck/Scanpix/arkiv


For svenske Eva Joensuu, som bor i Malmø og arbejder i København, kan det svenske krav om id-kontrol få store konsekvenser.

For hvis turen frem og tilbage fra hjemmet i Sverige til arbejdspladsen på et rejsebureau på Vesterbro kommer til at tage meget længere tid, vil hun sige sit job op og søge et nyt i Sverige. Det siger Eva Joensuu til Ritzau mandag, hvor id-kontrollen er trådt i kraft.

- Det ved jeg selvfølgelig ikke endnu, for lad os nu prøve det her først, men det kan betyde, at jeg ikke kan fortsætte med at pendle, siger Eva Joensuu, som frygter, at hendes hjemrejse kommer til at tage tre timer.

- Det er helt enkelt. Man kan jo ikke have et hverdagsliv derhjemme. Jeg har ingen børn, men jeg har en hest, hus og have, så jeg kan ikke passe min familie og mine dyr, hvis jeg ikke kan komme hjem. Det går ikke, siger hun på perronen i Hyllie Station.

Eva Joensuu har pendlet til København i 15 år, hvor hun først har arbejdet i Kastrup og siden på rejsebureauet inde i byen. Men mandag er anderledes, end hun har prøvet før. Især hjemrejsen efter fyraften er hun spændt på.

- For det første bliver jeg nødt til at tage en anden rejserute, end jeg plejer. Jeg må tage metroen til Kastrup, hvor jeg bare plejer at tage Øresundstog fra Hovedbanen. Og så tror jeg, at alt kommer til at tage meget lang tid.

- Komme til lufthavnen, skifte fra metro til tog, gennem id-kontrol og vente igen. Jeg rejser mod Sverige ved 16.30-17.00-tiden, så det er lige ved myldretiden. Jeg forventer at komme senere hjem i aften, siger hun.

Det svenske krav om id-kontrol trådte i kraft ved midnat mandag, og de første timer er forløbet uden de store problemer med forsinkelser, oplyser DSB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.