Svensk oppositionsleder får hård kritik
Fremtrædende skikkelser i Moderaternas bagland er utilfredse med samarbejdsaftale med regeringen.
Anna Kinberg Batras borgerlige bagland er ikke tilfreds med den aftale, Alliansen har indgået med Sveriges regering.
Anna Kinberg Batras borgerlige bagland er ikke tilfreds med den aftale, Alliansen har indgået med Sveriges regering. Foto: Henrik Montgomery / TT/AP


Anna Kinberg Batra, den fungerende leder af det svenske oppositionsparti Moderaterna, får nu voldsom kritik af flere fremtrædende partifæller efter den aftale, som blev fremlagt lørdag og gjorde det muligt at aflyse nyvalget i Sverige.

Den såkaldte decemberaftale indebærer, at oppositionen i Riksdagen som udgangspunkt forpligter sig til at støtte regeringens finanslovforslag. På den måde bliver det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna sat uden for indflydelse.

Men tidligere leder af Moderaterna Ulf Adelsohn mener, at hans parti har betalt en for høj pris, skriver Aftonbladet.

- Vi skal åbenbart allerede i foråret lægge os ned og lade være med at stemme for vores egne forslag. Hver eneste skat, som de røde vil have, skal nu gennemføres mod flertallets vilje i Riksdagen. Tillykke til de røde, skriver Adelsohn på sin Facebook-side.

- Oppositionen har abdiceret, uddyber han over for Aftonbladet.

Også tidligere partisekretær og nuværende EU-parlamentariker Gunnar Hökmark er ifølge Expressen kritisk.

- I stedet for en parlamentarisk proces, hvor man forsøger at få flertal for sin politik, får vi nu i budgetpolitikken en dekretpolitik, hvor regeringens forslag automatisk får støtte, bare fordi det er regeringens forslag, skriver han på sin blog.

På Anna Kinberg Batras Facebook-side er der også kommet adskillige utilfredse opslag. Et af dem stammer fra Moderaternas tidligere kulturminister Cecilia Stegö Chilò.

- Undskyld, Anna. Dette var ikke godt. Hvordan kan du indgå en aftale, som binder 100 rigsdagsmedlemmer, der er blevet selvstændigt valgt?

Flere svenske aviser har dog udpeget partierne i den borgerlige blok Alliansen, som dem, der kan være bedst tjent med lørdagens aftale.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.