Svensk militærchef om skjult fly: Det dummeste at gøre
- Det er blandt de dummeste ting, du kan gøre, siger det svenske luftvåben om russisk praksis over Østersøen.


Chefen for det svenske luftvåben betegner det som en alvorlig hændelse, at et passagerfly, der lettede fra Kastrup, fredag middag var tæt på at kollidere med et russisk militærfly.

- Vores personale giver en klar anbefaling: "Gør noget, undvig!, siger chefen for luftvåbnet, Micael Bydén, om den dramatiske hændelse over Østersøen.

Det var angiveligt et passagerfly på vej fra København mod Polen, der var indblandet i hændelsen, som kunne være endt i en flykatastrofe.

Det militære fly havde ifølge svenske myndigheder ingen transponder, hvilket gør det betydeligt sværere at se og identificere flyet, og Micael Bydén understreger, at det er alvorligt at operere uden transponder.

- Det er meget uhensigtsmæssigt og meget uheldigt, at de vælger at flyve rundt i luftrummet med meget trafik og ikke ønsker at blive set. Jeg mener, at det er blandt de dummeste ting, du kan gøre, siger han.

Den øgede forekomst af sådanne flyvninger har gjort, at samarbejdet mellem forsvaret og det svenske luftfartsvæsen er strammet det seneste år.

- Det er et godt eksempel på intervention og på en tilstedeværelse, der giver os mulighed for at undgå ulykker, siger Bydén.

Han understreger imidlertid, at der fortsat er risiko for, at forsvaret overser et fly, når det vælger at flyve uden transponder.

- Der er da en risiko. Men det er ikke sådan, at det sker hele tiden, og at folk bør aflyse deres planlagte rejser, siger Micael Bydén.

Den svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist, bekræftede lørdag over for det svenske radioprogram Ekot, at der var tale om et russisk militærfly. Han understreger dog, at flyet ikke har krænket svensk luftrum.

- Det sker over internationalt luftrum, siger han.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.