Svensk kongefamilie fejrer prinsefødsel
Prinsesse Madeleine og Chris O'Neills andet barn blev født mandag og fik sin prinsetitel onsdag. Torsdag bliver fødslen fejret i Stockholm.
Her er det ene af de to første officielle billeder af prinsesse Madeleine og Christopher O'Neills søn, prins Nicolas. Han blev født mandag 15. juni kl. 13.45 på Danderyd Hospital. Lilleprinsen vejede ved fødslen 3080 gram og målte 49 centimeter.
Her er det ene af de to første officielle billeder af prinsesse Madeleine og Christopher O'Neills søn, prins Nicolas. Han blev født mandag 15. juni kl. 13.45 på Danderyd Hospital. Lilleprinsen vejede ved fødslen 3080 gram og målte 49 centimeter. Foto: Kungahuset.se/free


Royalister over hele kloden har øjnene stift rettet mod Sverige i disse dage.

I weekenden blev prins Carl Phillip gift med sin mangeårige kæreste Sofia Hellqvist. Og i mandags nedkom prinsesse Madeleine med sit og gemalen Chris O'Neills andet barn.

Tirsdag afslørede kongehuset de første billeder af lilleprinsen. Og onsdag meddelte kong Carl Gustaf, at hans og dronning Silvias nyeste barnebarn skal hedde Nicolas Paul Gustaf. Desuden får drengen titel af prins og hertug af Ångermanland.

Men den store ståhej omkring prinsens fødsel er dermed ikke overstået. Torsdagen klokken 11 indledtes nemlig en taksigelsesgudstjeneste, Te Deum, i Slottskyrkan på slottet i Stockholm.

Te Deum er en gammel kirkelig ceremoni og afholdes ved betydningsfulde begivenheder i kongehuset - eksempelvis da kongen fyldte 60 år.

Ved torsdagens ceremoni var kongeparret, kronprinsesse Victoria og prins Daniel samt den nybagte far Chris O'Neill tilstede.

Det nygifte par, Carl Philip og Sofia, var ikke til stede da de formodes at være draget på bryllupsrejse i al hemmelighed. Heller ikke prinsesse Madeleine og hovedpersonen, Nicolas, var til stede i kirken.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.