Svensk film-feminist: Mads Mikkelsen hånede mig
Svenske Ellen Tejle siger til svt.se, at det er pinligt, at Mads Mikkelsen ikke ved noget om ligestilling i filmbranchen.
Den danske stjerneskuespiller og jurymedlem ved filmfestivalen i Cannes, Mads Mikkelsen, som her har sin hustru Hanne Jacobsen ved sin side, er ikke indenfor i varmen hos den svenske filmaktivist Ellen Tejle.

Den danske stjerneskuespiller og jurymedlem ved filmfestivalen i Cannes, Mads Mikkelsen, som her har sin hustru Hanne Jacobsen ved sin side, er ikke indenfor i varmen hos den svenske filmaktivist Ellen Tejle.
Foto: Scanpix


Dansk films store stjerne Mads Mikkelsen er kommet i modvind i svenske feminist-kredse, efter han, ifølge svt.se, har opført sig arrogant over for den svenske film-feminist Ellen Tejle.

Ellen Tejle henvendte sig til Mads Mikkelsen under den i gangværende filmfestival i Cannes for at få en snak om ligestilling i filmbranchen.

- Da vi gik op til skuespilleren Mads Mikkelsen for at tale om repræsentation i film, sagde han: Hvis det drejer sig om en svensk feministisk ting, så er jeg ikke interesseret.

Det fortæller Ellen Tejle til SVT, den svenske pendant til DR.

Ellen Tejle er initiativtager til ligestillingsmærkningen "A Märkt" inden for den svenske filmbranche.

Hun fortæller til tv-stationen, at situationen resulterede i en diskussion om ligestilling og A-mærket, som retter sig mod både lighed og mangfoldighed i film samt, at film og tv-industrien skal afspejle det omgivende samfund.

- Det blev en kort diskussion, som ikke sluttede så godt. Han var hånlig og kritisk. Det føles pinligt, fordi vi troede, at sådan en person ville have mere viden om emnet, siger Ellen Tejle.

Fakta om A-märkt

A-märkt er et initiativ, hvor man kan køns-mærke film ud fra deres indhold.

Filmen kan således godkendes ud fra et ligestillings-perspektiv med et såkaldt A-märk. 

Mærket skal opfattes som en slags forbrugeroplysning.

A-märkt kan gives til film, der klarer den såkaldte "Bechdeltestet". Det indebærer, at filmen portrætterer to kvinder, der i filmen navngives, og at kvinderne taler om andet end mænd.

Kilde: Ekstra Bladet

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.