Svensk avis: Russisk hjælpeskib nærmer sig
Et russisk skib med en hangar til mindre ubåde er angiveligt på vej mod svensk farvand, skriver svensk avis.
Et russisk skib med en hangar til mindre ubåde er angiveligt på vej mod svensk farvand, skriver svensk avis.
Et russisk skib med en hangar til mindre ubåde er angiveligt på vej mod svensk farvand, skriver svensk avis. Foto: Marko Saavala/AP


Det russiske ubådsfartøj Professor Logatjev nærmer sig angiveligt svensk farvand, skriver den svenske avis Expressen. Skibet er ifølge avisen udstyret med en "hangar til mindre ubåde".

Skibet skal have stævnet ud fra den russiske by St. Petersborg i weekenden og lå natten til onsdag tilsyneladende midt i Østersøen ud for Skåne, hvor det lå i nærheden af et hollandsk marinefartøj.

En talsmand for den hollandske marine afviser over for Expressen, at det forfølger det russiske skib.

Professor Logatjev satte ikke direkte kurs mod Sverige, da det sejlede ud fra St. Petersborg. Det tog formodentlig sydover i retning af dansk farvand. Ifølge Expressen standsede skibet ud for den polske by Gdansk og den russiske enklave Kaliningrad, hvor den russiske Østersøflåde har sin base.

Professor Logatjev er officielt et forskningsskib, og hovedopgaven er at "søge og undersøge forskellige undervandsobjekter" og at "studere havbunden".

Expressen erfarer, at skibet indgår i flåden i det statslige russiske selskab Polar Marine Geosurvey Expedition. Dette selskab kontrolleres af en af den russiske præsidents nærmeste medarbejdere, miljøminister Sergej Donskoij.

Det svenske forsvar oplyste tirsdag aften, at det har modtaget flere hundrede tip om en formodet ubåd i Stockholms skærgård. Men det er småt med interessante observationer, og kun to nye er kommet til, som vil blive undersøgt.

Avisen Dagens Nyheter skrev tirsdag, at forsvaret havde fået kontakt med "noget" under eftersøgningen tirsdag, men avisen kunne ikke fortælle hvad. Det svenske forsvar har ikke bekræftet oplysningen.

I det hele taget er der mange spekulationer i de svenske medier, og Aftonbladet kunne blandt andet fortælle, at et svensk marinefartøj fredag påsejlede en russisk sender i skærgården.

Aktionen i Stockholms skærgård har fundet sted siden i fredags.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.