Svejser fanget i brændende skorsten
I tre kvarter sad en svejser fanget i skorsten med flammer ti meter under sig, oplyser Nordjyllands Politi.
Arkivfoto: Scanpix


En person er blevet reddet op af en brændende skorsten af en helikopter i Frederikshavn. Manden er nu til observation for røgforgiftning på Aalborg Universitetshospital. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden var i gang med noget svejsearbejde i toppen af en omkring 50 meter høj skrotstenen, da gnister antændte noget materiale ti meter under manden. Det antændte materiale brød i flammer og udviklede en kraftig sort røg ifølge politiet.

- Vi fik en melding om en mand, der sad i en 50 meter høj skorsten. Han var lidt på den. Der var udbrudt ild ti meter under ham, fortæller Michael Elkjær, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

- Det var så voldsomt, at han ikke ved egen kræft kunne komme ned. Vi startede med at sende en stigevogn, men den var ikke høj nok. Så vi måtte rekvirere en redningshelikopter.

Ifølge vagtchefen var manden på intet tidspunkt i livsfare. Det kunne dog let være gået meget værre.

- Det kunne lynhurtigt være kommet ud af kontrol, for han kunne jo ikke komme ned. Så havde det udviklet sig lidt voldsommere, så er det ikke til at spå om udfaldet, siger han.

Politiet fik meldingen klokken 10.14, og klokken 11.00 var manden reddet fri af skorstenen med hjælp fra redningshelikopteren.

Efter manden kom ned fra skorstenen var han ifølge Michael Elkjær ved godt mod, og han er sendt til observation som en sikkerhedsforanstaltning.

Det er ikke klart hvilket materiale, der antændte i skorstenen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.