S!vas har væltet Danmark: Det er så stort
Den unge rapper har taget Danmark med storm, og torsdag aften fik han en belønning.
S!vas er et af 2014's helt store navne.
S!vas er et af 2014's helt store navne. Foto: PER LANGE/POLFOTO


Torsdag aften kunne rapperen S!vas gå på scenen i Bremen Teater i København og lade sig hylde af musikbranchen.

S!vas, der har fået danskerne til at synge med på hits som "d.a.u.d.a." og "Det gode liv", modtog nemlig musikmagasinet Gaffas nystiftede specialpris - en pris, der uddeles af bladets redaktører og gives til en kunstner, der har gjort en ekstraordinær indsats for musikken i året, der gik.

- Det er bare stort. Prisen er jo uddelt af Gaffas redaktører, og de synes åbenbart, at jeg fortjener at vinde, siger rapperen ydmygt.

- Deres begrundelse var, at jeg har haft indflydelse på sproget og kulturen, og det er alt det, jeg har prøvet på. Så det er en stor anerkendelse, og det er rigtig fedt, siger han.

Rapperen, der lyder det borgerlige navn Sivas Torbati, er dansk-iraner og vokset op i Brøndby Strand. Han er blevet kendt for sine sangtekster, hvor han udbreder slangsproget, han og hans venner taler med hinanden, og i 2014 har det nærmest været umuligt at komme uden om ham.

- Det har været et vildt år. Helt skørt. Det har været året, hvor jeg fik mit gennembrud. Nu må vi se, om 2015 bliver endnu bedre, siger rapperen, der i det nye år får travlt med turné og festivaljobs.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.