TERROR I KØBENHAVN
Svanevej efter terror: Nu er her helt almindeligt igen
Blomsterne, der blev lagt ved Omar El-Husseins dødssted, er fjernet fra Svanevej, der nu ligner sig selv igen.
Blomster på Svanevej mandag morgen. Her blev den formodede gerningsmand til weekendens terrorangreb i København Omar Abdel Hamid El-Hussein skudt og dræbt af politiet. Blomsterne er nu fjernet.
Blomster på Svanevej mandag morgen. Her blev den formodede gerningsmand til weekendens terrorangreb i København Omar Abdel Hamid El-Hussein skudt og dræbt af politiet. Blomsterne er nu fjernet. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Tirsdag eftermiddag er alle blomster og hilsner helt og aldeles fjernet fra den formodede attentatmand Omar Abdel Hamid El-Husseins drabssted på Svanevej nær Nørrebro Station i København.

Politiet er nu heller ikke længere umiddelbart til at få øje på, og på Al-hilal skolen, der ligger klos op ad gerningsstedet, har der været åbent hele dagen, og eleverne har været i skolegården som vanligt.

Enkelte nysgerrige fodgængere har i løbet af tirsdagen været ude for at inspicere stedet. Det er dog svært at forestille sig, hvilke scener der har udspillet sig på Svanevej de seneste par dage, fortæller en af de forbipasserende, Alixandir Barakk.

- Nu er her jo helt almindeligt igen. Man kan ikke se, hvad der er sket, og det, synes jeg, er godt. Det er vigtigt at komme videre efter alt det, der er sket, siger hun.

Blomsterne og hilsnerne blev mandag lagt ved Svanevej 1, hvor Omar Abdel Hamid El-Hussein tidligt søndag morgen blev skudt og dræbt efter en skudveksling med politiet.

Et andet sted, der har været i fokus efter skyderierne i København, er Mjølnerparken. Den formodede gerningsmand er opvokset i boligbyggeriet, der ligger på Ydre Nørrebro.

Sent mandag aften mødte politiet talstærkt op ved Mjølnerparken, da beboere berettede om, at en camouflageklædt mand gik rundt i området. Da politiet først fik øje på manden, flygtede han, før han senere blev anholdt.

Formanden for Mjølnerparkens bestyrelse, Søren Dalsgaard, vil ikke kommentere den konkrete sag, men han kan fortælle om reaktionerne fra beboerne i bofællesskabet.

- Dybest set så er reaktionen her den samme som hos resten af Danmarks borgere. Det er jo en rigtig voldsom hændelse, så folk er chokerede og triste, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.