Svalastog så EM-chancen komme: Jeg er en gammel ræv
Louise Svalastog ser det som en stor fordel, at hun i forvejen kender mange af spillerne i EM-truppen.
Louise Svalastog er efter mere end to års pause igen klar til at tørne ud for landsholdet.
Louise Svalastog er efter mere end to års pause igen klar til at tørne ud for landsholdet. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


København Håndbold-spilleren Louise Svalastog gjorde onsdag landstræner Jan Pytlicks EM-trup komplet, da hun blev udpeget til at afløse sin skadede klubkammerat Marianne Bonde.

Med sine 32 år ser hun frem til at bidrage med rutine til truppen.

- Først og fremmest kommer jeg til at snakke en hel masse håndbold med dem, jeg skal arbejde tættest sammen med, og der har jeg jo en stor fordel i at kende mange af spillerne super godt fra de klubber, jeg har spillet i.

- Jeg kan da godt tænke, at det bliver en udfordring, men jeg er en gammel ræv, og jeg er 100 procent indstillet på at give alt, hvad jeg har, og gøre mit bedste, siger Louise Svalastog i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.

Hun har ikke optrådt for landsholdet siden 2012, da hun ragede uklar med Jan Pytlick. Dengang sagde Svalastog, at hun ikke kunne se sig selv arbejde med Pytlick i fremtiden.

Men siden har de to haft konstruktive snakke, der er mundet ud i et nyt samarbejde.

- Jeg havde set, at chancen for, at det kunne blive mig, der kom med som erstatning for Bonde, var stor, fordi jeg havde en god snak med Jan Pytlick i forbindelse med udtagelsen til bruttotruppen.

- Der sagde han blandt andet, at jeg var på som gardering på netop denne plads, siger Svalastog.

Sammen med resten af truppen rejser hun fredag til Ungarn, hvor Danmark søndag spiller sin første kamp mod Ukraine.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.