Svag græsk økonomi giver lavere danske renter
Danmark kan profitere af de græske økonomiske problemer med lavere rente og bedre eksportmuligheder.
- Hvis man skal være lidt kold og kynisk, får grækernes situation ikke den store negative betydning for os. Nettoeffekten for danskerne er en lille smule positiv, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.
- Hvis man skal være lidt kold og kynisk, får grækernes situation ikke den store negative betydning for os. Nettoeffekten for danskerne er en lille smule positiv, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet. Reuters/Scanpix


Med en statsgæld på 175 procent af bruttonationalproduktet sidder grækerne i gældsbeviser til halsen, og efter valget er det op til den kommende regering at prøve at få økonomien tilbage på sporet igen.

Men selv om man godt kan have lidt ondt af det plagede græske folk, er krisen sydpå og de kommende forhandlinger om grækernes gæld godt nyt for den danske økonomi.

Det vurderer Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

- Hvis man skal være lidt kold og kynisk, får grækernes situation ikke den store negative betydning for os. Nettoeffekten for danskerne er en lille smule positiv, siger han.

For selv om Danmarks handel med Grækenland risikerer at lide skade, er omfanget i forvejen minimalt.

- Derimod kan vi profitere af, at euroen fortsætter med at blive svækket over for pund og dollar.

- Det vil bare puste endnu mere til den tendens, hvor investorerne anser den danske krone som et bedre alternativ til euro.

- Derfor vil renterne herhjemme forblive lave i længere tid, siger Per Hansen og peger på, at euro-svækkelse også er godt for væksten i vore nabolande og største eksportmarkeder.

Han erkender, at et græsk farvel til euroen - som det vindende parti Syriza har truet med - vil kunne skabe turbulens, men skaden vil være større for grækerne end for eurolandene.

- Det var en reel risiko for et euro-kollaps for et par år siden, hvor flere lande truede med at melde sig ud, men nu tror jeg, at grækernes situation afskrækker andre fra at følge det eksempel, siger investeringsøkonom Per Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.