Sværdsvingende tv-stjerne: Kom med mig på job
Skuespillerinden Danai Gurira fra "The Walking Dead" inviterer fans til at komme med til premieren på den nye sæson af serien.
Den smukke skuespillerinde Danai Gurira har ikke glemt sine rødder.
Den smukke skuespillerinde Danai Gurira har ikke glemt sine rødder. Foto: John Shearer/JOHN SHEARER/INVISION/AP


Hun er kendt som den sværdsvingende zombie-dræber Michonne i tv-serien "The Walking Dead", men det er ikke kun de skræmmende væsner, skuespillerinden Danai Gurira tager kampen op imod.

I virkelighedens verden kæmper hun nemlig for en langt større sag, og det kommer nu fans af tv-serien til gode.

På en crowdfunding-side har skuespillerinden nemlig oprettet en konkurrence om den ultimative fanoplevelse, og overskuddet går Almasi Arts Alliance, som er en non-profit organisation, der hjælper med at facilitere et samarbejde mellem afrikanske og amerikanske kunstnere.

I fanoplevelsen indgår en frokost med skuespillerinden, ligesom man også får en rundvisning i de omgivelser i Atlanta, hvor serien er optaget. Man får desuden lov til at komme med, når sjette sæson af "The Walking Dead" har gallapremiere i New York, og så indgår der også våbentræning i præmien.

Danai Gurira, der er født i USA men opvokset i Zimbabwe, har selv været med til at starte organisationen Almasi Arts Alliance, hvor kunstnere kan få uddannelse, blive udvekslet mellem de to lande og hvor de også kan finde sig en mentor.

Man skal donere minimum 10 dollar (omkring 68 kroner, red.) for at være med i konkurrencen. Se hele præmien her: https://www.crowdrise.com/WalkingDead

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.