Suveræne Williams hamrer sig videre i Australian Open
Serena Williams skulle kun bruge en time på at avancere til tredje runde af Australian Open.
Serena Williams under en turnering i Canada i 2011. For tiden deltager hun som storfavorit i Australian Open. Arkivfoto
Serena Williams under en turnering i Canada i 2011. For tiden deltager hun som storfavorit i Australian Open. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


Den førsteseedede Serena Williams gjorde kort proces mod den useedede Hsieh Su-wei fra Taiwan, da hun natten til onsdag dansk tid vandt 6-1, 6-2 ved Australian Open.

Verdens nummer et er på jagt efter sin grand slam-titel nummer 22. Det vil bringe hende op på siden af legendariske Steffi Graf.

Hsieh har primært succes som doublespiller, hvor hun to gange før har vundet en grand slam. Mod Serena Williams var hun dog ganske alene, og hun måtte forlade banen som taber efter kun 60 minutters tennis.

Williams møder i tredje runde af Australian Open russiske Daria Kasatkina.

Før Williams' sejr slog en storspillende Maria Sharapova den hviderussiske Aliaksandra Sasnovich ud af årets første grand slam-turnering med en knusende sikker sejr på 6-2, 6-1.

Den 28-årige russer fortsatte dermed de seneste ugers storspil i jagten på sit sjette grand slam-trofæ.

Sharapova, der vandt Australian Open i 2008 og tre gange er blevet nummer to, var klar favorit mod verdens nummer 105, og sejren kom heller aldrig i fare.

Efter stillingen 4-0 i første sæt var det, som om Sharapova slog autopiloten til uden at se sig tilbage.

Maria Sharapova er dermed på vej mod en potentiel kvartfinale mod sin nemesis Serena Williams, der slog hende i sidste års finale.

Williams har vundet alle kampe mod Sharapova siden 2004.

- Det er godt at være tilbage på denne bane efter en god turnering sidste år, siger Sharapova.

- Det var en modstander, jeg aldrig har mødt før. Det gør altid kampen svær. Jeg er glad for sejren, siger Sharapova.

Femteseedede Sharapova møder i næste kamp amerikanske Lauren Davis.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.