Suveræn Azarenka booker kamp mod Wozniacki i Cincinnati
Hviderusseren overvandt amerikansk kvalifikationsspiller uden problemer og møder danskeren i anden runde.
Caroline Wozniacki skal møde Victoria Azarenka i anden runde i Cincinnati.
Caroline Wozniacki skal møde Victoria Azarenka i anden runde i Cincinnati. Foto: Julian Avram/AP


Caroline Wozniacki får hård modstand i anden runde ved WTA-turneringen Western & Southern Open i Cincinnati i USA.

Den femteseedede danske tennisspiller, der var oversidder i første runde, skal møde den tidligere verdensetter Victoria Azarenka.

Hviderusseren var aldeles suveræn, da hun i første runde vandt 6-1, 6-2 over Lauren Davis.

Azarenka drev den 1,57 meter høje kvalifikationsspiller fra USA rundt på banen i kampen, der varede i knapt halvanden time.

Victoria Azarenka, der i øjeblikket er nede som nummer 21 på verdensranglisten, fører 6-4 i indbyrdes opgør over Caroline Wozniacki. Hviderusseren har trukket sig sejrrigt ud af de seneste fire kampe mod danskeren.

Tre gange i år har Azarenka besejret Wozniacki. Det skete ved grand slam-turneringen Australian Open i Melbourne samt ved WTA-turneringerne i Doha og Rom.

I Rom var underlaget grus, mens det både i Melbourne og Doha var hardcourt, som også er underlaget i Cincinnati.

Caroline Wozniacki har tabt sin første kamp ved de to seneste turneringer, hun er stillet op i. Det hører dog med til historien, at danskeren har været plaget af en skade.

I næste uge er danskeren med ved turneringen i New Haven, og derefter venter grand slam-turneringen US Open i New York.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.