Sussis soulmate, mand og medmusikant, Leo, har ikke haft det let den seneste halvanden måneds tid.
Det der startede med et uheldigt fald fra en stige er endt med indlæggelse på Aalborg Universitetshospital.
Faldet fra stigen kostede Leo en brækket hofte - nu er han jævnligt i dialyse, fordi nyrerne svigter.
Leo i fremgang - og savnet
Men nu fortæller Sussi til Se og Hør, at Leo er i bedring.
- Leo har det bedre på alle punkter, siger en lettet Sussi til ugebladet.
Hun glæder sig samtidig over, at han med indlæggelsen i Aalborg er kommet tættere på parrets hjem på gården ved Saltum i Vendsyssel - lidt over en halv times bilkørsel fra hospitalet.
- Jeg har savnet ham og er rigtig glad for, at han nu er kommet tættere på. Han er næsten helt sig selv og keder sig på hospitalet, så nu har han fået sin computer, så han kan tjekke mails og passe en del af butikken, siger Sussi til Se og Hør.
Uheld på uheld
Da Leo faldt ned af stigen i parrets autocamper landede han på en stålkant og brækkede hoften. Og da han for nogle uger siden var på højkant igen, gik hans nye hofte gik af led på vej til et spillejob på Lyngkroen på Odsherred.
Her blev han indlagt på Holbæk Sygehus, hvor han pådrog sig en stafylokok-infektion.
Det er endnu uvist, hvornår Leo Nielsen bliver udskrevet fra hospitalet, men ifølge Sussi, så ville han forlade hospitalet med det samme, hvis han selv kunne bestemme.
Foreløbig tager Sussi rundt med parrets show, hvor en afløser klarer Leos opgaver.