Susanne Bier: Kvinders film sættes i bås
Susanne Bier har oplevet, at indstillingen til kvindelige instruktørers publikum er den samme gang på gang.
Susanne Bier er lige nu aktuel som instruktør med den engelsk-amerikanske tv-serie "The Night Manager".
Susanne Bier er lige nu aktuel som instruktør med den engelsk-amerikanske tv-serie "The Night Manager". Foto: Carsten Bundgaard/Carsten Bundgaard


Herhjemme har instruktøren Susanne Bier opnået stor succes med film som "Den skaldede frisør" og "Hævnen", der blev hyldet med en Oscar-statuette.

I løbet af sin karriere har den danske instruktør, der også har opnået succes i Hollywood, lavet film om vidt forskellige temaer som romantik, politik, vold og traumer. Alligevel oplever Susanne Bier, at filmene bliver mødt af den samme indstilling. Det fortæller hun i en kronik i den engelske avis The Guardian.

- Hver gang jeg har lavet en film, er jeg blevet fortalt af en smart studiedirektør, at mit publikum er kvinder i alderen 20 til 50 år. I 20 år har den "indsigt" ikke ændret sig. Alle mine film har været forskellige, men fordi jeg er en kvindelig instruktør, er de alle blevet behandlet på den samme måde. Alt, der er lavet af nogen, der ikke er en hvid mand, får prædikatet niche eller "arthouse", skriver hun.

Den Oscar-belønnede instruktør mener, at det blandt andet er årsagen til, at mange kvindelige instruktører træder væk fra at instruere film og i stedet giver sig i kast med tv-serier. Susanne Bier henviser til, at der sidste år var 16 pct. kvindelige instruktører inden for tv i USA, mens kun 7 pct. af instruktørerne på de 250 mest populære film, var kvinder.

- Jeg tror, at det er ønsket om at udforske nye måder at fortælle historier på, der er årsagen til, at der er flere kvindelige instruktører, der laver tv-serier, skriver hun i den engelske avis og understreger, at man er tvunget til at tage større risiko end kolleger i filmbranchen, for at skille sig ud på et overfyldt tv-marked.

Hun mener at Hollywood skal ændre sin indstilling til kvindelige instruktørers publikum, hvis problemet skal løses.

- At formode, at kvinder i alderen 20-50 år er en homogen gruppe, som reagerer på film på den samme måde, er ikke kun dumt, men også dårligt for forretningen, skriver hun.

Susanne Bier er i øjeblikket aktuel med den britisk-amerikanske tv-serie "The Night Manager".

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.