Der blev mere end meget langt hjem til Klitmøller for en windsurfer, da han søndag mistede masten og drev til havs.
Redningstjenesten Cold Hawaii Water Safety blev alarmeret klokken 17.39 og satte redningstjenestens redningsscooter i vandet.
Surferen blev fundet og var på sikker grund 20 minutter senere. Det viste sig, at han var drevet 3,5 kilometer ud i havet.
Til Limfjordupdate.dk fortæller surferens redningsmand, Lars Goethe, at surferen befandt sig i et område med bølger op til fire en halv meter og 13,3 meters vind i sekundet med vindstød op til 19 meter i sekundet.
Surferen var ikke kommet noget til og var ved godt mod, konstaterer Limfjordupdate.dk.