Sure spillere og DBU-ledere skal forsones
Lørdag præsenterede Spillerforeningen og DBU en ny landsholdsaftale. Begge parter fik, hvad de ville have.
Direktør for Spillerforeningen Mads Øland, Dansk Boldspil-Unions administrerende direktør Claus Bretton-Meyer og målmand på landsholdet Stephan Andersen. Dansk Boldspil-Union sparer penge, mens landsholdsspillerne får mulighed for at tjene pengene ind igen, hvis holdene kvalificerer sig til slutrunder. Det er hovedessensen i den aftale, som Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen præsenterede for offentligheden ved et pressemøde i Parken lørdag eftermiddag.
Direktør for Spillerforeningen Mads Øland, Dansk Boldspil-Unions administrerende direktør Claus Bretton-Meyer og målmand på landsholdet Stephan Andersen. Dansk Boldspil-Union sparer penge, mens landsholdsspillerne får mulighed for at tjene pengene ind igen, hvis holdene kvalificerer sig til slutrunder. Det er hovedessensen i den aftale, som Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen præsenterede for offentligheden ved et pressemøde i Parken lørdag eftermiddag. Foto: ANTHON UNGER/POLFOTO


Spillerforeningen er naturligvis glade for, at det er lykkedes at forhandle en aftale på plads med Dansk Boldspil-Union (DBU), der gælder for både A-landsholdet, U21-landsholdet og kvindelandsholdet.

Der er dog stadigvæk elementer fra den langstrakte konflikt, som skal tales igennem mellem spillere og DBU.

Det siger Spillerforeningens direktør, Mads Øland.

- Der er stadigvæk ting, som skal tales igennem. Nu har vi en landsholdssamling, hvor vi har tid til at snakke.

- Der er helt sikkert mange spillere, som har været sure over det, der er foregået i forløbet, og der er ganske givet DBU-ledere, som har samme holdning den anden vej.

- Men vi har fået en platform for at gennemføre en normal hverdag, og så må vi se, hvor hurtigt, man får talt sig til rette på det personlige plan, siger Mads Øland.

Til gengæld er forståelsen mellem Spillerforeningen og DBU blevet større, og det tegner godt for fremtiden.

- Det kan lyde mystisk, men Spillerforeningen og DBU har fået langt større forståelse for hinanden på en række områder.

- Jeg har været betydeligt mere sammen med Claus og Katja (Claus Bretton-Meyer, DBU's direktør og Katja Moesgaard, DBU's kommercielle direktør, red.), end jeg har været sammen med min egen familie.

- Vi har fået udvekslet synspunkter og løst andre problemer end det, det reelt handlede om, siger Mads Øland.

Den kollektive aftale, som Spillerforeningen og DBU har indgået, sikrer DBU en økonomisk besparelse på cirka 17 procent af spillernes lønpakke. Det svarer til tre millioner kroner om året.

- Vi valgte at imødegå DBU's ønske om at spare, når der ikke spilles slutrunder.

- Vi har ønsket at få en mulighed for at indhente den besparelse, vi giver dem, hvis man skulle være så uheldig ikke at deltage i en slutrunde, og det har vi fået, siger en tilfreds Mads Øland om aftalen.

Aftalen gælder for A-landsholdets vedkommende frem til og med VM-slutrunden i 2018. En fireårig aftale har hele tiden været målet, bekræfter både Spillerforeningen og DBU.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.