Sur Roberto Carlos udeblev fra pressemøde i Slagelse
Roberto Carlos ville ikke deltage på pressemødet forud for kampen mod FCV, så John Arne Riise måtte træde til.
Den tidligere norske landsholdsspiller John Arne Riise skal spille for indiske Delhi Dynamos i den kommende sæson. (arkiv)
Den tidligere norske landsholdsspiller John Arne Riise skal spille for indiske Delhi Dynamos i den kommende sæson. (arkiv) Foto: POULSEN LARS/free


Der er gjort klar til stjernestøv i Slagelse, når det indiske hold Delhi Dynamos onsdag lægger vejen forbi til en træningskamp mod FC Vestsjælland.

Klubben bliver nemlig trænet af den brasilianske Real Madrid-legende Roberto Carlos, men på tirsdagens pressemøde var han ingen steder at se, da han efter sigende var utilfreds med, at hans deltagelse på pressemødet var aftalt uden om ham.

I stedet måtte den mangeårige Liverpool-spiller John Arne Riise, som i dag spiller i Delhi Dynamos sammen med blandt andre Florent Malouda, træde til.

Her kunne den hårdtskydende venstreback løfte sløret for, hvorfor han er gået i fodsporene på blandt andre Mads Junker og Morten Skoubo, som tidligere har spillet i klubben.

- Jeg er ikke Indien for pengene. Der var klubber i andre lande, der tilbød mere i løn til mig, men det var ikke et emne for mig.

- Der var også tre eller fire klubber i USA, som ville have mig. Økonomisk var tilbuddene fra USA og Indien det samme, siger den forhenværende norske landsholdsspiller på tirsdagens pressemøde i Slagelse.

I stedet var det en helt anden faktor, som hjalp den eventyrlystne fodboldspiller med at tage beslutningen, siger han selv.

- Min kone er chefen, hun bestemmer, og hun syntes, det her lød vældig spændende. Jeg talte også med min gamle holdkammerat Luis Garcia, som spillede i Indien i fjor. Han syntes, det havde været en fantastisk oplevelse, siger nordmanden.

John Arne Riise, der fylder 35 år i næste uge, har skrevet en toårig kontrakt med den indiske klub, men sæsonen i Indien løber kun fra september til slutningen af december.

Derfor skal den tidligere Champions League-vinder finde en lejeaftale fra december til august, og det kan meget vel blive hjemme i Norge.

- Det har altid været min drøm at spille med min bror (Bjørn Helge Riise, red.) igen. Vi spillede sammen både på landsholdet og i Fulham, men jeg vil gerne prøve at spille med ham i Norge også.

- Så hvis jeg tager tilbage til Norge, vil jeg foretrække at spille for Aalesund, siger John Arne Riise, som også kunne fortælle, at han ikke har planer om at stille støvlerne på hylden, selvom dåbsattesten viser, at han nærmer sig pensionsalderen for en fodboldspiller.

- Jeg vil forsøge at spille, til jeg er over 40 år. Efter de to sæsoner hos Delhi Dynamos må vi se, hvad der sker, men en ting er sikkert, jeg vil fortsætte med at spille.

John Arne Riise har spillet 110 landskampe for Norge og repræsenteret klubber som Monaco, Liverpool, Roma og Fulham.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.