Mandag aften fik personalet i en Netto-butik på Himmelev Bygade i Roskilde en ubehagelig afslutning på arbejdsdagen, da en maskeret røver bevæbnet med en kniv kom ind i supermarkedet ved lukketid
Under trusler med kniven forlange manden at få kassebeholdningen udleveret. Med udbyttet i hånden løb han fra stedet og forsvandt i ukendt retning.
Lokalpolitiet i Roskilde leder efter røveren og hører i den forbindelse gerne fra personer, der har bemærket røveren i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet.
Ifølge døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi mistænker politiet røveren for også at være gerningsmand til et røveri begået mod det samme Netto-supermarked 6. december sidste år samt et røveri mod en SuperBrugsen på Klosterengen i Roskilde, hvor der var røveri 27. december.
Røveren blev af personalet beskrevet som: mand, anden etnisk oprindelse end dansk, 185-190 centimeter høj, almindelig af bygning, iført sort hættetrøje, sorte bukser og sorte sko, talte dansk med accent, var bevæbnet med en kniv.
Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.