Der blev kørt flere chips, sodavand og kager over kassebåndet i supermarkederne sidste år i forhold til 2015, viser en analyse ifølge Politiken.
I supermarkedskoncernen Coop vil man dog ikke tage initiativ til at sælge færre usunde varer. Det fortæller informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen.
- Vi har et ansvar i forhold til at gøre det nemt at leve sundt. Derfor gør vi en masse for at fremme salget af sunde varer - frugt, grønt og fisk.
- Det betyder ikke, at vi ikke vil sælge usunde varer. De kunder, som gerne vil købe usundt, skal også kunne gøre det, siger han.
Coop står blandt andet bag Irma, Kvickly, Fakta og Superbrugsen.
I Politiken fortæller Ulla Toft, der er cand.scient. i human ernæring og kender af detailhandlen, at kunderne bliver mødt med massevis af usunde varer, når de går i supermarkedet.
Hun udtaler, at "man virkelig skal kæmpe for ikke at blive fristet".
Coop lægger dog ikke op til at ændre indretningen af deres butikker for at få færre til at fylde kurven med kager, sodavand og is.
- Vi kommer aldrig til at konkurrere på at sælge mindre af bestemte varer. I stedet vil vi konkurrere på at sælge mere af de gode varer.
- Derfor er vores indsats i høj grad koncentreret om at fremme salget af frugt og grønt, siger Jens Juul Nielsen.
/ritzau/