Superliga: FCN vil stresse Esbjerg
FC Nordsjælland har tabt to kampe i træk og er seks point efter en plads i Europa inden Esbjerg-dyst mandag.
FC Nordsjælland satser på at unge spillere kan stresse Esbjerg i mandagens kamp om fjerdepladsen i Superligaen. Billedet stammer fra en kamp mellem FC Nordsjælland og OB fra april.
FC Nordsjælland satser på at unge spillere kan stresse Esbjerg i mandagens kamp om fjerdepladsen i Superligaen. Billedet stammer fra en kamp mellem FC Nordsjælland og OB fra april. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Når FC Nordsjælland mandag mod Esbjerg skal holde liv i håbet om at indhente Randers FC på den fjerdeplads, der giver adgang til Europa League, skal FCN-spillerne frem og stresse gæsterne fra Esbjerg på Farum Parks kunstgræs.

Samtidig er en sejr også påkrævet, hvis sæsonen skal ende i top. Det siger cheftræner Olafur Kristjansson til klubbens hjemmeside.

- Vi skal spille hurtigt og angribe Esbjerg og få lagt det rette pres på dem, således at de bliver stresset hele kampen igen.

- Vi skal vinde kampen og have gang i vores spil. Vi skal sørge for at slutte sæsonen af på så god en måde som overhovedet muligt, og det gør vi bedst ved at slå Esbjerg mandag, siger Kristjansson.

I slutningen af april fortalte FCN-træneren inden en kamp mod Silkeborg, at hans mandskab ville bruge resten af sæsonen til at eksperimentere.

Det har betydet mere spilletid til talenter som Marcus Ingvartsen og Nicklas Mouritsen, men resultaterne har været nedadgående for Farum-klubben. På den længere sigt skal kamperfaringen hos de unge spillere dog give gevinst, siger Kristjansson.

- Det er helt normalt, at holdet vil ramme op- og nedture set over en hel sæson. Vi er en klub, hvor det ligger i klubbens dna at bruge de unge spillere og give dem chancen. Ellers er der ingen grund til at have dem i truppen, hvis ikke vi tror på dem.

- De får værdifulde minutter, hver gang de er på banen, og det betyder, at de står bedre rustet til fremtiden. Det tager tid og kræver tålmodighed at bygge det rigtige op, siger Olafur Kristjansson.

FC Nordsjælland har inden denne runde seks point op til Randers på fjerdepladsen, mens der er en komfortabel afstand på 13 point til FC Vestsjælland under nedrykningsstregen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.