Superdyst skydes i gang med vejning
Selv indvejningen var udsolgt til lørdagens kamp mellem Floyd Mayweather og Manny Pacquiao i Las Vegas.
Floyd Mayweather og Manny Pacquiao bokser lørdag aften i Las Vegas.
Floyd Mayweather og Manny Pacquiao bokser lørdag aften i Las Vegas. Foto: John Locher/AP


Der blev nedstirret for alle pengene, da bokserne Floyd Mayweather og Manny Pacquiao fredag blev vejet ind til dét, der bliver kaldt århundredets boksekamp.

Kampen er for længst udsolgt, og selv til indvejningen var billetterne blevet revet væk. Og de tusindvis af boksefans i Las Vegas kunne bevidne, at Manny "Pacman" Pacquiao har en kampvægt på 145 pund svarende til knap 65,8 kilo.

Dermed er han den letteste i ringen, når han står over for Floyd "Money" Mayweather, der blev vejet ind til 146 pund - godt 66 kilo.

Derudover har Mayweather fordel af en længere rækkevidde. Men selv om han bokser på hjemmebane i Las Vegas, tyder meget på, at han ikke får et hjemmepublikum i ryggen.

Under indvejningen buhede store dele af publikum af amerikaneren, mens filippineren Pacquiao blev tiljublet.

Billetterne til indvejningen kostede 10 dollar stykket, men selv disse billetter blev handlet for op mod 100 dollar på det sorte marked, beretter CNN.

Kampen natten til søndag dansk tid udkæmpes på MGM Grand-kasinoet i Las Vegas og sælges via pay-per-view verden over.

Alt efter, hvor mange der køber pakken, vurderes de to boksere tilsammen at slæbe i alt 200 millioner dollar ud af ringen uanset udfaldet.

Weltervægt-braget har VM-titler i WBC, WBA og WBO på spil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.