Superduo misser Super Series-finale
Mathias Boe og Carsten Mogensen taber for fjerde gang i træk til Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan.
Carsten Mogensen og Mathias Boe måtte se sig slået af Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan fra Indonesien.
Carsten Mogensen og Mathias Boe måtte se sig slået af Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan fra Indonesien. Foto: PETER KLINT/POLFOTO


Heller ikke i det fjerde indbyrdes møde lykkedes for den danske badminton-herredouble Mathias Boe og Carsten Mogensen at få skovlen under Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan fra Indonesien.

I lørdagens semifinale i Super Series-turneringen Malaysia Open tabte danskerne med 16-21, 21-18, 16-21.

Tætte dueller prægede kampens begyndelse, men en indonesisk pointstime fra 5-5 til 10-5 blev udslagsgivende i første sæt.

Danskerne formåede aldrig igen at få kontakt, og sættet var afgjort efter 17 minutter, da Carsten Mogensens opsamling endte i nettet.

I andet sæt fik danskerne en bedre åbning med føring på 3-0. Indoneserne kom hurtigt tilbage, men fem point på stribe fra 11-11 til 16-11 gav danskerne overtaget.

En indonesisk servefejl sikrede den danske sætsejr til 21-18 på den anden sætbold.

Det var samtidig første gang i de fire indbyrdes møder, at danskerne vandt et sæt mod indoneserne. Men mere blev det ikke til.

I det afgørende kom danskerne bagud 5-8, men kunne dog alligevel gå til sidebytte med en føring på 11-10.

Det skulle dog blive den sidste danske føring. Indoneserne var skarpest i afgørelsen, begik færrest fejl og kunne sikre sig sejren på den første matchbold.

Dermed er herresinglen Jan Ø. Jørgensen eneste danske islæt tilbage i turneringen. Han møder kineseren Lin Dan i semifinalen senere lørdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.