Om seks måneder bliver den kørt væk. Ned i et tophemmeligt laboratorium ude i New Mexicos ørken, hvor den vil bruge resten af sin levetid til at regne på atombombe-eksplosioner og andre tophemmelige projekter for den amerikanske regering.
I sidste uge blev den for første gang blev tændt: Roadrunner hedder vidunderet, som IBM har udviklet i samarbejde med USA's energiministerium.
Supercomputeren, der er noget af det mest avancerede, verden endnu har set, består af over 18.000 computerchips, – de samme som i almindelige hjemmecomputere – og de mange små hjerner danner tilsammen en gigantisk hjerne, der arbejder med over en petaflop i sekundet. Det betyder, at den kan lave 1.000 trillioner beregninger i sekundet. Det svarer til et ettal med 15 nuller efter sig, og er næsten tre gange så hurtigt, som den hidtil hurtigste computer.
Faktisk har supercomputeren lige så meget regnekraft, som en vigtig del af den menneskelige hjerne, og det er første gang, at man kan gøre en computers regnekraft op på den måde.
Tophemmeligt arbejde
Roadrunner er heller ikke lavet til at regne hvad som helst ud. Da Nyhedsavisen ringer til Los Alamos National Laboratory, som skal være computerens fremtidige hjem, lyder svaret fra professor Kevin Roark blot, at den skal bruges til arbejde, »som har med den nationale sikkerhed at gøre«.
En ting vides med sikkerhed: Noget af dens arbejde kommer til at bestå i at regne atomprøvesprængninger ud. I stedet for at fyre en rigtig atombombe af, laver forskerne en simulation af, hvordan den vil eksplodere inde i computeren. Formålet er at sikre sig, at USA's atombomber virker som de skal. Mange af dem er over 30 år gamle, og ingen ved, hvordan plutonium opfører sig, når det er så gammelt.
»Når vi sætter computeren til at regne på, hvad der finder sted inde i en eksploderende atombombe, har det taget måneder at regne ud,« siger Kevin Roark fra Los Alamos.
Lige så klog som dig
De næste seks måneder skal computeren testes og køres varm. Det betyder, at den er blevet stillet til rådighed for almindelige forskere, som derved får mere regnekraft end de nogensinde har drømt om.
»Roadrunner vil blive sat til at lave research i klima, astrofysik og til at undersøge universets baggrundstråling,« siger Kevin Roark.
Det vil tage cirka 10 år at lave en supercomputer, som kan lige så meget, som hele den menneskelige hjerne, mener computerforskere.