”Der går meget få minutter, og så tænker du ikke længere over, at du går på sådan én,” siger erhvervsmanden og superiværksætteren Martin Thorborg.
Han fortæller begejstret, hvordan det er at bruge det løbebånd, som han netop har købt og som, ifølge eksperter, vil vinde indpas i de danske kontorlandskaber de kommende år.
Motionsredskabet, der kan sætte gang i blodomløbet, mens man arbejder, placeres ganske enkelt under hæve-sænkebordet.
Og så er det ellers bare at tænde og begynde at gå, mens man besvarer mails, taler i telefon og hvad arbejdsdagen ellers byder på.
Indtil nu har det været en stor succes, fortæller Martin Thorborg, der købte løbebåndet efter at have læst mange positive anmeldelser på Twitter og Amazon.
”Det har været rigtig godt at bruge. Jeg tror, at det vil være godt for de rygproblemer, jeg har døjet med,” siger han.
Og det er ikke spor underligt at bruge det, fortæller Martin Thorborg.
”Jeg har sat hastigheden så lavt, at det svarer til at gå en tur med en ven. Man tænker heller ikke, ’gud, det er godt nok underligt, at jeg går her’, hvis man går en tur med sin kammerat,” siger han.
Hvis hastigheden kommer for højt op, bliver det for svært at arbejde, mener Martin Trodborg, der oplever, at han er lige så produktiv, som han plejer.
”Så begynder kroppen at hoppe op og ned, og musen begynder at danse derudaf. Og så virker det jo ikke,” siger han.
Rygproblemer satte ændring i gang
Martin har tidligere haft rygproblemer og sagde farvel til sin kontorstol for otte måneder siden. Ifølge ham er det er ikke svært at regne ud, hvorfor han fik ondt.
”Hvis du sidder og hænger over en computer otte timer om dagen, så smadrer du ryggen på det. Det behøver man ikke være skide klog for at kunne regne ud,” siger han.
Siden har han stået op og brugt et vippebræt, der har tvunget ham til at stå i en neutral position, når han ikke har hvilet benene i en sækkestol.
Og løbebåndet er så det seneste skridt, der har fortrængt hans vippebræt.
”Det har været 'a walk in the park' at begynde at bruge det her, fordi jeg allerede stod så meget op,” siger Martin Thorborg, der vurderer at han – før løbebåndet – stod op fire til fem timer på arbejdet dagligt.
Vil købe til medarbejderne
Når hans seneste virksomhed skal have nye lokaler, vil hans medarbejdere også få mulighed for at bruge løbebåndet, der blev købt i en aarhusiansk fitnessbutik og kostede 9.900 kroner.
”Jeg kunne godt tænke mig at købe fem seks stykker af dem. Det er fremtiden, tror jeg. At man kan sætte sig ned, hvis man har brug for at koncentrere sig, bruge et løbebånd eller bare stå, hvis det er det, man har brug for,” siger han.
Men for en gennemsnitlig kontoransat vil det nok tage en måneds tid at vænne sig helt til løbebåndet, vurderer han.
”Man skal være indstillet på, at det kommer til at gøre lidt ondt i benene i starten, men det kommer til at gå væk,” siger han.
Mere rødvin og is
Selv om Martin Thorborg nu får forbrændt flere kalorier end tidligere, forventer han ikke, at han kommer til at tabe sig.
”Hvis jeg kan forbrænde 200-300 kalorier dagligt, betyder det, at jeg kan drikke noget, der ligner en halv flaske rødvin mere om dagen, eller spise en stor is, hvis jeg har lyst. Det er jo også livskvalitet, for fanden,” siger han.