Flere mænd uddanner sig som sosu-hjælper eller sosu-assistent og får job i hjemmeplejen eller på plejehjem.
En af dem er Sune Borup Nielsen, som i ti år har sørget godt for de ældre i Kolding.
De fleste er glade for at få besøg af Sune, men en gang imellem er der ældre kvinder, som siger nej tak til bad eller personlig pleje, fordi han er en mand.
"På en måde synes jeg jo, at det er lidt forkert, men omvendt kan jeg også godt forstå deres blufærdighed," siger han.
Vil du have hjælp eller ej?
Som Avisen.dk skriver i dag, er det ikke alle ældre, som er lige begejstrede for det stigende antal mænd i hjemmeplejen.
Læs også: Ældre kvinder smider mandlige hjemmeplejere ud
I Kolding får de ældre principielt ikke lov at bestemme kønnet på deres hjemmehjælper - med enkelte undtagelser.
"Udgangspunktet er jo, at hvis ikke de vil have den hjælp, som kommer, så mangler de ikke hjælp. Men i enkelte tilfælde får vi bare en kvinde på i stedet for," fortæller Sune Borup Nielsen.
Når en ældre kvinde alligevel sætter hælene i, må de gode argumenter på banen.
"Så fortæller jeg, jeg kan de samme ting som mine kvindelige kolleger, og at jeg har set masser af ældre kvinder nøgne før. Og ofte hjælper det at forklare, at hvis du ikke vil i bad i dag, så går der altså en uge mere. Så vil de fleste godt alligevel," siger Sune Borup Nielsen.
Det er mig, der bestemmer her!
Engang spurgte han en modvillig ældre kvinde, hvad hun ville stille op, hvis hun var på sygehuset.
"Hun svarede, at det var noget andet, fordi det ikke var hjemme hos hende selv, og at hun derfor ikke ville have noget valg," fortæller han.
Men i de fleste situationer forsvinder modviljen efter et enkelt besøg.
"Det handler jo meget om at være imødekommende. Man kommer langt med en god dialog og lidt humoristisk sans," siger Sune Borup Nielsen.