Sundhedsstyrelsen: HPV-vaccine er sikker
Fordelene ved HPV-vaccinen er større end ulemperne, fastholder styrelse. Uventet mange piger søger lægehjælp.


HPV-vaccinen er en vigtig og effektiv beskyttelse mod den alvorlige sygdom livmoderhalskræft.

Selv om et overraskende højt antal vaccinerede piger henvises til udredning for bivirkninger som kronisk hovedpine, træthed og besvimelser, fastslår Sundhedsstyrelsen, at der ingen dokumentation er for en sammenhæng mellem vaccinationen og pigernes symptomer.

- Der er henvist flere piger til udredning end forventet, men der er fortsat ikke dokumentation for, at der er en årsagssammenhæng mellem HPV-vaccinationen og en del af disse pigers symptomer, siger Henrik G. Jensen, enhedschef i Sundhedsstyrelsen i en skriftlig kommentar.

Udtalelsen kommer på baggrund af, at fem nye regionale HPV-centre ved deres åbning 1. juni har fået henvist langt flere piger end først antaget, der er alvorligt syge.

Alene på centret på Frederiksberg Hospital er henvist 360.

Det har fået centrets overlæge, Jesper Mehlsen, til at udtale til Metroxpress, at antallet af syge piger er langt større end først antaget.

- Det er kommet som en overraskelse for os, for vi havde i første omgang skudt på, at det var en ud af 10.000. Det er nok snarere en ud af 500, siger han til avisen.

- Den der vægtskål, der hedder, hvad vi forebygger, og hvad omkostningerne er, begynder at bevæge sig nedefter, siger han videre.

Over for Ritzau præciserer Jesper Mehlsen, at pigerne endnu ikke er undersøgt:

- Vi kan i sagens natur derfor ikke vide, om der kunne være en årsagssammenhæng med HPV-vaccinen, siger han i en pressemeddelelse.

Heri understreger han desuden, at det er op til Sundhedsstyrelsen at opveje effekt og bivirkninger mod hinanden.

- Det er op til Sundhedsstyrelsen at foretage denne vurdering, skriver Jesper Mehlsen.

Selv om flere piger end ventet henvises til undersøgelse, er der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke rykket ved balancen.

- Vores vurdering er fortsat, at fordelene ved vaccinen overstiger ulemperne, siger enhedschef Henrik G. Jensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.