Sundhedsøkonom: Udbud af ambulancekørsel fungerer ikke
Selskabet Bios' konkurs udstiller grundlæggende problemer med udbud af ambulancedrift, påpeger en ekspert.
Region Syddanmark har begæret ambulanceselskabet Bios konkurs.
Region Syddanmark har begæret ambulanceselskabet Bios konkurs. Foto: Ladefoged Joachim/Polfoto


Udbud af servicefunktioner er lykkedes mange steder - eksempelvis inden for rengøring. Men når det handler om ambulancekørsel, er det en mere kompliceret affære.

Udbudsmodellen på dette område har store problemer, og man mangler stadig at finde en holdbar løsning. Det vurderer sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

De få steder, hvor Falck ikke har vundet udbuddene, har Falck enten købt det selskab, der har, eller også er selskabet - som i Bios' tilfælde - ved at gå konkurs, forklarer han.

- Ved fremtidige udbud må vi tilbage til skrivebordet, for der er er jo ikke meget sjov i at have et udbud, hvor der kun er en, der vinder.

- Der er jo kun én ting, der er værre end et offentligt monopol, og det er et privat monopol. Så hvis det ender med, at man de facto kun kan udbyde, så kun Falck vinder, så duer det ikke, siger Jakob Kjellberg.

Mandag begærede Region Syddanmark ambulanceselskabet Bios konkurs. Bios kører på vejene i Syd- og Sønderjylland og på Fyn. Årsagen til konkursbegæringen er et udestående på 31,5 millioner kroner, som regionen har til gode hos Bios.

Bios har også haft andre betydelige problemer at slås med, siden selskabet overtog ambulancekørslen i regionen fra Falck i 2015.

Og Bios' modgang understreger et generelt problem, mener Jakob Kjellberg.

- Vi er nødt til at se på, hvordan vi sikrer, at der faktisk er noget konkurrencekraft i det her. Hvis vi ikke kan sikre det, så må vi overveje at producere det selv, siger han.

Sundhedsøkonomen ser ingen nem løsning for sig, når det kommer til at sende ambulancekørslen i udbud. Men det er oplagt at overveje, om udbuddet skal gøres mindre, påpeger Jakob Kjellberg.

Det kunne for eksempel ske ved, at regionen overtager de fysiske stationer, mens reddernes arbejdskraft bliver udbudt.

- Det er på ingen måde simpelt, det her. Vi må bare konstatere, at vi har ikke fundet den endelige løsning, siger Jakob Kjellberg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.