Sundhedsøkonom: Penge løser ikke alt i sundhedsvæsnet
To milliarder vil bestemt have sin indvirkning på sundhedsvæsnet, men løser ikke alt, siger økonom.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil give to milliarder kroner til de ældre patienter hen over en fireårig periode. Men pengene er ikke løsningen på alle problemer i det danske sundhedsvæsen, mener sundhedsøkonomen.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil give to milliarder kroner til de ældre patienter hen over en fireårig periode. Men pengene er ikke løsningen på alle problemer i det danske sundhedsvæsen, mener sundhedsøkonomen. Foto: IDA MUNCH/POLFOTO


Det er ikke kun pengene, det kommer an på, hvis man gerne vil undgå genindlæggelser af patienter eller overbelægning på de medicinske afsnit.

For sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, er det nemlig enormt komplekst, hvordan man skal få bugt med overbelægning og unødvendige sygehusindlæggelser i sundhedsvæsnet.

- To milliarder er et ganske betragteligt beløb, så det vil bestemt have sin indvirkning. Pengene smører jo godt, men spørgsmålet er, om det overhovedet er penge, der løser de komplekse problemstillinger, der er i det danske sundhedsvæsen, siger han.

Udmeldingen kommer i forbindelse med, at sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) har sagt, at regeringen vil afsætte 500 millioner kroner til de ældre patienter i 2016 og i alt to milliarder kroner i perioden fra 2016-2019.

Penge som blandt andet skal komme fra den kommende finanslov.

Sundhedsministeren bebuder blandt andet en handlingsplan for de ældre patienter, som skal sikre, at kommunerne bliver bedre til at forbygge, så de ældre får den bedste pleje og undgår unødige sygehusindlæggelser.

Og det er selvfølgelig altid et godt udgangspunkt med en handlingsplan, mener Jakob Kjellberg, men det er også udtryk for, at man ikke rigtig ved, hvordan man skal gribe problemstillingerne i det danske sundhedsvæsen an.

- Det handler om at se på patientforløbet i sin helhed. Hvorfor kommer patienterne ind i første omgang? Er der andre alternativer end indlæggelser? Og når man så er indlagt, hvordan kommer man så hjem på en god måde?

- Med de problemstillinger kan pengene bestemt give et kvalitetsløft, men om man decideret kan fjerne eksempelvis overbelægning, det er en helt anden sag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.