Sundhedsministeren afkræves forklaring på klagebehandling
I 2014 måtte patienter i gennemsnit vente knap halvandet år på afgørelser i klager. Ombudsmand kræver handling


Sagsbehandlingstider i patientklagesager stiger og stiger.

I gennemsnit måtte patienter vente 17,3 måneder i 2014 på en afgørelse fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn på en afgørelse. I 2012 var det tal 13,1 måneder, skriver Folketingets Ombudsmand i en pressemeddelelse.

Jørgen Steen Sørensen har nu skrevet et brev til Sundhedsministeriet, hvor han beder ministeriet redegøre for, hvad ministeriet vil gøre for at nedbringe sagsbehandlingstiderne, da han finder ventetiderne "meget bekymrende".

- Folketingets Ombudsmand har i en længere årrække fulgt sagsbehandlingstiderne for patientklager, og det går i den forkerte retning. Derfor rejser jeg nu sagen direkte over for Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, som er den øverste ansvarlige myndighed på sundhedsområdet, siger han.

Sundhedsministeriet erkender ifølge Folketingets Ombudsmand, at sagsbehandlingstiderne er for lange, og at der er behov for en indsats, så patienter hurtigere kan få en afgørelse på deres klage.

Jørgen Steen Sørensen kræver derfor, at ministeriet fortæller, hvad der helt konkret bliver gjort for at nedbringe ventetiderne.

- Sagerne er ofte belastende for patienter, pårørende og berørte sundhedspersoner. Derfor er det vigtigt, at de involverede parter ikke skal vente i årevis på en afgørelse fra patientklagesystemet, siger han.

I 2011 fik udvalgte patienter mulighed for at få en dialogsamtale med den behandlingsansvarlige, skrev Politiken for nylig. Mellem hver fjerde og femte klager får nu et møde, hvor det både er tilladt at skælde ud og stille spørgsmål.

Det fremgår af årsberetningen fra Patientombuddet, som er den øverste klageinstans i sundhedsvæsnet, skrev Politiken.

Ud af det rekordstore antal på 7000, der sendte en klage til klageinstansen Patientombuddet sidste år, var de 4500 sager egnet til dialogsamtale, og i 1031 af dem blev der afviklet dialogsamtale. Året før blev der gennemført 765 dialogsamtaler.

Halvdelen af de patienter, der kom til en dialogsamtale, valgte efterfølgende at droppe klagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.