Sundhedsminister: Uværdigt med patienter på gangene
Bedre samarbejde mellem kommuner og regioner skal ifølge ministeren løse sygehusenes overbelægningsproblemer.
"Jeg gør mig ingen illusioner om, at vi kan knipse overbelægningsproblemerne væk fra den ene dag til den anden. Men vi skal arbejde seriøst med det," siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V).
"Jeg gør mig ingen illusioner om, at vi kan knipse overbelægningsproblemerne væk fra den ene dag til den anden. Men vi skal arbejde seriøst med det," siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V). Foto: Scanpix


- Det er uværdigt og hører ingen steder hjemme, at patienter skal ligge på gangene eller i skyllerum. Derfor har vi også i regeringen sagt meget klart, at vi vil prioritere indsatsen over for de ældre medicinske patienter.

Det siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) i en kommentar til nye belægningstal for sygehusene, som Sundhedsministeriet offentliggør i dag.

På landsplan er det samlet set få sygehuse, som har problemer med overbelægning. Men på mange medicinske og geriatriske sygehusafdelinger, hvor de ældre, svækkede patienter, dominerer, er der problemer med overbelægning.

Sundheds- og ældreministeren er parat til at sætte ind med en række initiativer for at få det løst, men erkender samtidig, at der ikke er nogen nem løsning:

- Jeg gør mig ingen illusioner om, at vi kan knipse overbelægningsproblemerne væk fra den ene dag til den anden. Men vi skal arbejde seriøst med det. Derfor har regeringen også som led i økonomiaftalerne med KL og Danske Regioner aftalt, at der skal laves en plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, siger Løhde.

Ifølge ministeren er det helt centralt, at der bliver skabt bedre sammenhæng på tværs af sygehusene, de kommunale sundhedstilbud og almen praksis.

Her peger ministeren ikke mindst på kommunernes medansvar.

- Kommunerne er en del af løsningen. Hvis de bliver bedre til at tage hånd om de ældre, så kan vi undgå, at de bliver indlagt, fordi de for eksempel ikke har fået nok at drikke, eller at en simpel blærebetændelse får lov at udvikle sig, siger Sophie Løhde.

Hun peger også på, at der er udfordringer med at få kommuner til at hjemtage patienter fra sygehusene:

- Visse kommuner er for dårlige til at hjemtage patienter, der er færdige med deres behandling. Vi kan se, at kommuner særligt i hovedstadsområdet har mange patienter, som bare ligger og venter på at komme hjem. Det er komplet uforståeligt, og derfor kommer vi også til at se på, hvad vi kan gøre for at få løst problemet, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.