HOSPITALER I KRISE
Sundhed: Se hvad, der skiller Thulesen og Løkke
Avisen.dk bringer i dag en historie om Region Midtjylland, der skal fyre eller forflytte op mod 1.000 ansatte. En historie, som DF-formanden tog med til regeringsforhandlingerne hos Lars Løkke Rasmussen (V).
- Vi ser jo igen her til morgen en historie om, at der skal spares rundt omkring i regionerne, sagde Kristian Thulesen Dahl før mødet og lagde Avisen.dk's historie på bordet.
- Vi ser jo igen her til morgen en historie om, at der skal spares rundt omkring i regionerne, sagde Kristian Thulesen Dahl før mødet og lagde Avisen.dk's historie på bordet. Foto: Morten Stricker/Arkiv/Scanpix


Torsdag fortsatte blå bloks forhandlinger om en ny regering til et frokostmøde.

Her meldte DF-formand Kristian Thulesen Dahl klart ud, at der - som tingene ser ud lige nu - ikke er grundlag for at gå i regering med Venstre.

En af de ting, der skiller DF-formanden og V-formand Lars Løkke Rasmussen ad, er sundhedssystemet.

- Vi ser jo igen her til morgen en historie om, at der skal spares rundt omkring i regionerne, sagde Kristian Thulesen Dahl før mødet, hvorefter han henviste til Avisen.dk's historie om massive besparelser i det jyske:

- Helt konkret har Region Midtjylland bebudet besparelser for næsten 700 millioner kroner, der gør, at man skal fyre eller forflytte op mod 1.000 medarbejdere.

LÆS OGSÅ: Midtjyder får spareknive: 800-1.000 skal fyres eller forflyttes

Annette Toft er fællestillidsrepræsentant for bioanalytikerne på Hospitalsenhed Vest. Besparelserne vil ramme netop hendes faggruppe hårdt.

Hun ved godt, hvad der står øverst på de ansattes ønskeliste, før prikkerunden for alvor går i gang.

- Vores største ønske er, at vi får flere midler. Desuden ønsker jeg, at politikerne vil beslutte, hvad de vil have for pengene. Vi bliver dygtigere og dygtigere til at lave mere, men hvad er det vi ikke skal lave? Vi har jo ikke råd til det hele, siger Annette Toft, der taler på vegne af bioanalytikere på blandt andet sygehusene i Herning og Holstebro.

Fællestillidsrepræsentanten frygter den varslede fyringsrunde.

- Jeg er så nervøs for vores arbejdsmiljø generelt. De ansatte er pressede i forvejen. Det er som om, at det er alles kamp mod alle for øjeblikket, siger Annette Toft.

"Lige nu er de paniske"

Region Midtjylland er langt fra den eneste region, der hvæsser sparekniven.

Region Sjælland og Region Hovedstaden har også varslet store besparelser blandt andet på grund af stigende udgifter til medicin.

Bent Hansen (S), der er regionsrådsformand i Region Midtjylland og formand for Danske Regioner, har foreslået, at Danmark får et prioriteringsråd. Rådet skal groft sagt beslutte, hvilke typer medicin samfundet skal bruge penge på.

Men ikke alle partier er begejstrede for den idé. Alternativet, der har fået ni medlemmer af Folketinget, er et af de eneste partier, der har meldt klart ud. Partiet bakker op om forslaget fra Danske Regioner.

I mellemtiden er der varslet millionbesparelser i mindst tre regioner.

Og det kan mærkes på de enkelte afdelinger, forklarer fællestillidsrepræsentant Annette Toft:

- Hvis vagter eller stillinger nedlægges, får de ansatte ekstra travlt. Lige nu er de paniske, fordi de allerede løber stærkt. Jeg er bange for, at flere vil gå ned med stress.

Ansatte: Servicen vil blive ringere

De ansatte på Hospitalsenhed Vest advarer mod besparelserne, der skal realiseres lige efter bioanalytikernes sommerferie.

- Der vil blive en serviceforringelse. Det kan ikke være anderledes. Sammenlægning af afdelinger vil betyde, at der bliver længere svartider, siger faggruppens fællestillidsrepræsentant.

LÆS OGSÅ: Harm ordfører: Minister må redegøre for sygt sundhedssystem

- Det betyder igen, at der går længere tid, før patienten får sin diagnose. Før kunne vi tage en prøve og få svar. Nu må vi efter alt at dømme lave runder, hvor vi tager for eksempel blodprøver på flere patienter, uddyber hun.

Tilbage på Christiansborg, hvor Dansk Folkeparti og Venstre har forhandlet siden valgnatten, mener partiformanden, at Venstres mål om nulvækst i denne offentlige sektor vil skade sundhedssystemet, fordi der år efter år er blevet skruet op for produktionen - altså antallet af behandlede patienter - på landets sygehuse.

LÆS OGSÅ: Er du tryg ved kvaliteten på sygehusene, minister? Nej...

- Jeg tror, at vi under alle omstændigheder kommer til at gøre nogle gode ting for vores sundhedssektor i de kommende år, men vi vil ikke låses ind i en situation, hvor vi ikke synes, at grundlaget er godt nok, sagde Kristian Thulesen Dahl tidligere på dagen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.