Succesfuld rapper svarer på kritik
Jay Z svarer nu igen over for de kritikere, der mener, at hans store satsning på musiktjenesten Tidal har været et kæmpe flop.
Jay Z giver ikke meget for kritikken af hans nye musiktjeneste Tidal.
Jay Z giver ikke meget for kritikken af hans nye musiktjeneste Tidal. Foto: Paul A. Hebert/PAUL A. HEBERT/INVISION/AP


Tjenesten er for dyr at bruge, og der mangler en gratis version, som dem man finder hos konkurrenterne.

Sådan lød kritikken i sidste uge fra en række kritikere af den nye streamingtjeneste Tidal, som stjernerapperen Jay Z står bag.

Men kritikken har ikke noget på sig, mener den populære kunstner og forretningsmand, som grundlagde Tidal i marts.

- Tidal klarer sig helt fint. Vi har 770.000 brugere, og vi har ikke engang været i gang i en måned. Det tog Spotify ni år, før de blev succesfulde. Vi er her for det lange løb, så I skal give os en chance for at vokse os større, så vi også kan blive bedre, skriver Jay Z på sin Twitter-profil.

Og ifølge rapperen er Tidals fokus ikke udelukkende at tjene penge. Det handler nemlig mere om at give musikere og fans en god oplevelse med musiktjenesten.

- Vi lavede tjenesten for at give folk den bedste oplevelse med musikken. Både i forhold til at give fans et godt produkt, men også i forhold til at hjælpe kunstnere med at give deres fans nogle gode oplevelser, skriver han.

I marts købte Jay Z Tidal for 56 millioner dollar. Det svarer til næsten 390 millioner danske kroner.

Læs Jay Z forsvare sin musiktjeneste på Twitter lige her: https://twitter.com/s_c_

Ritzau Fokus

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.