Succesdag sender fire danske doubler videre i Kina
Alle danske doubler samt damesinglen spillede sig torsdag i kvartfinalen ved badmintonturneringen China Open.
Carsten Mogensen og Mathias Boe er videre til kvartfinalen i China Open i badminton. (Arkivfoto).
Carsten Mogensen og Mathias Boe er videre til kvartfinalen i China Open i badminton. (Arkivfoto). Foto: Miguel Medina/AFP


Torsdag var en perfekt dansk dag for doublerne ved badmintonturneringen China Open, der er en Super Series Premier-event.

Natten til torsdag dansk tid gjorde først den danske herredouble med Mathias Boe og Carsten Mogensen kort proces i anden runde.

Her besejrede det fjerdeseedede danske par sikkert Jhe-Huei Lee og Yang Lee fra Taiwan i to sæt med 21-16, 21-7.

Dermed er danskerne videre til kvartfinalen i turneringen, hvor modstanderen endnu ikke er fundet.

Det samme er det danske par med Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup, der besejrede Cheuk Him Law og Chun Hei Reginald Lee fra Hongkong.

Her skulle det danske par ud i tre sæt og sejrede med 21-16, 10-21, 21-18.

Kvartfinalen er dermed en realitet efter en god turnering indtil nu, hvor danskerne i første runde sendte de russiske All England-vindere Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov ud i første runde.

Det danske par møder i kvartfinalen det kinesiske par Cheng Liu og Nan Zhang.

Det tredje danske par i herredouble med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding fortsatte succesen torsdag formiddag dansk tid ved at besejre sydkoreanske Solgyu Choi og Sung Hyun Ko fra Sydkorea.

Her vandt det femteseedede danske par med 21-13, 21-14, og parret blev dermed også kvartfinaleklar.

I damedouble var der også kvartfinaleplads til Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, som måtte ud i tre sæt for at besejre Anggia Shitta Awanda og Mahadewi Istirani Ni Ketut fra Indonesien.

Her vandt danskerne 21-17, 17-21, 21-15.

Også i damesingle var der noget at glæde sig over for Danmark, da landets bedste spiller i damesingle, Line Kjærsfeldt, spillede sig i kvartfinalen.

Det skete med en sejr i to sæt over Pui Yin Yip fra Hongkong, som danskeren besejrede med 21-13, 21-15.

I første runde sendte danskeren kineseren Chen Xiaoxin ud, og i kvartfinalen skal Line Kjærsfeldt møde Kinas Yu Sun, der er nummer ni på verdensranglisten og seedet som nummer otte i China Open.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.