Succes-bager taler ud om konkurs-kaos: "Det er røvtur"
Nu fortæller Lennart Ribers om nedturen med Nordisk Brødhus. Jeg vil gøre alt for at betale tilbage, lover han.
"Det ligger i mig, at jeg ikke kan få sagt nej. Min kone Camilla har også sagt det til mig hundrede gange, men der manglede nogen til at sætte stopklodser omkring mig," siger Lennart Ribers om, hvorfor Nordisk Brødhus endte i et økonomisk kaos.
"Det ligger i mig, at jeg ikke kan få sagt nej. Min kone Camilla har også sagt det til mig hundrede gange, men der manglede nogen til at sætte stopklodser omkring mig," siger Lennart Ribers om, hvorfor Nordisk Brødhus endte i et økonomisk kaos. Foto: Claus Bech /Arkiv/Scanpix


Ansatte, som ikke har fået deres løn. Leverandører, der mangler betaling. Andelshavere, som intet har hørt om deres investering. Kunder med tilgodebeviser og gavekort, som de frygter at brænde inde med.

Læs også: Holdt for nar: Berømt bageri betalte ikke løn til ansatte

Der er mange, som gerne vil høre fra Lennart René Ribers - manden bag det kendte Københavner-bageri Nordisk Brødhus, der har været lukket siden maj.

Han har netop afsluttet et møde i Sø- og Handelsretten, hvor tre tidligere bagere har stævnet ham gennem deres fagforening, fordi de ikke har fået løn.

Kort før retsmødet i København har Avisen.dk fanget Lennart René Ribers på et autoværksted i Aabenraa, hvor han hjælper noget familie.

Herfra fortæller han om en succes, der voksede for hurtigt, eksploderede og faldt fra hinanden, mens han selv var ved at gå op i limningen.

- Det er rigtig nok alt sammen, det forsøger jeg ikke at løbe fra, siger Lennart Ribers om de manglende betalinger til ansatte og kreditorer.

- Det er ikke selve Brødhuset, der er gået galt. Det er ikke fordi, Nordisk Brødhus lige pludselig ikke havde noget at lave. Det er mere alt det naive, der ligger bagved, siger han om sine visioner for at starte en ny lokal andelsbevægelse på Nørrebro, siger han.

Nordisk Brødhus åbnede i Rantzausgade i 2012 og blev hurtigt voldsomt populært, både hos kunderne i lokalområdet og i medierne, der nærmest flød over med flotte omtaler.

Meget af omtalen fokuserede også på Lennart Ribers forhistorie som kriminel voldsmand, som nu ønskede at betale tilbage til samfundet.

Læs også: Succes-bageren, der løb fra regningen

Brødsalget blev udvidet med kaffe og morgenmad, senere aftensmad. Han startede en restaurant, og åbnede sidste år også et økologisk supermarked.

Kan ikke sige nej

Men det skete alt for hurtigt og uden styr på økonomien, erkender Lennart i dag.

- Vi ville åbne det supermarked, Spigo. Det var der, at det hele begyndte at kuldsejle. Der gik tingene hurtigt. Hele efteråret var jeg rundbarberet oven i hovedet, fortæller han.

- Det ligger i mig, at jeg ikke kan få sagt nej. Min kone Camilla har også sagt det til mig hundrede gange, men der manglede nogen til at sætte stopklodser omkring mig, siger Lennart Ribers.

Læs også: Investerede 10.000 i lokalt bageri: Vi var godtroende

I begyndelsen af 2014 var der kommet en gruppe af andelshavere til, som hver havde skudt 10.000 kroner ind i projektet. Men før den nye organisation kom på plads, lavede Lennart Ribers selv en aftale om at leje lokalerne ved siden af Brødhuset til det nye projekt. Det viste sig, at udlejeren og ham havde forskellige opfattelser af aftalen.

- Vi lavede nogle mundtlige aftaler, men de blev aldrig til det, som egentlig skete. Jeg antog noget, som de ikke mente var juridisk rigtigt. Og pludselig kom der bare en kæmpe regning væltende, siger Lennart Ribers.

Blandt andet skulle de betale husleje før butikken var åbnet, fortæller han. Indskud og ombygning løb op, og fordi han ikke havde fået oprettet et selvstændigt cvr-nummer til butikken, gik det også ud over Brødhuset.

Røvtur

Lennart Ribers lægger ikke skjul på, at det var hans egen mangel på dømmekraft, der betød, at regningerne hobede sig op hurtigere, end han kunne betale dem. Derfor forstår han godt, at der er nogle, som er ude med riven efter ham nu. Men han understreger, at han aldrig har været ude på at snyde nogen.

- For to år siden stak jeg næsen frem. Folk begyndte at skrive sindssygt positive ting om mig. Jeg er med på, at når jeg har næsen fremme, så skal man også have den anden side af sagen, uanset om det er godt eller skidt. Og nu er det tilfældigvis bare en røvtur, jeg fik denne her omgang. Men det ændrer ikke på, at mine intentioner ikke var dårlige, siger han.

- Jeg kan se, at folk bruger ord som entreprenør og sådan nogle ting. Det er ikke det, jeg er. Jeg er entusiast. Husk på, at uanset hvor meget grimt, de skriver nu, så sov jeg altså inde i det brødhus i halvandet år. Jeg har krafteddeme ikke været andet end på arbejde, lyder det fra Lennart Ribers.

Han mener, at en stor del af kreditorerne har haft forståelse for, at virksomheden kom i problemer, når han ringede rundt og fortalte om det. Ligesom personalet også fik at vide, hvordan det hang sammen.

Depression

Der er mange, der siger, at de i månedsvis slet ikke har kunnet få svar fra dig på, om de ville få deres løn?

- Det har de jo vidst langt henad perioden. Men lige pludselig ramte jeg bare en mur. Jeg ved ikke, hvordan man skal forklare det.

- Det er svært at gå fra at lave noget, der fungerer helt vildt godt, til at det bare bliver mega mega… Det er nedbrydende, ligesom en sygdom. Det går lynhurtigt, og man kan ikke nå at følge med mentalt.

Læs også: Succes-bageren, der løb fra regningen

I efteråret 2014 endte han i en depression, fortæller Lennart Ribers. Derfor forlod han det hele og rejste væk for at være sammen med familien.

- Det var første gang i fem år, at jeg nogensinde havde tænkt på mig selv. Jeg tog væk med Camilla for ikke at miste hende. Men da jeg tog væk derfra, så gik det bare endnu mere galt.

Den krise i firmaet, han vendte tilbage til, håndterede han helt forkert, erkender Lennart i dag. Ikke mindst kommunikationen med de ansatte og andelshaverne, som ikke for alvor vidste, hvad der gik for sig.

Løber ikke fra regningen

Han ledte efter nye investorer og samarbejdspartnere for at få Nordisk Brødhus på ret køl igen. Men det var for sent.

- Jeg tænkte, at jeg kunne løse det ved bare at klø på, fordi jeg er den, jeg er. Jeg kan godt se, at jeg måske også skulle have gjort nogle andre ting. Det var kommet for langt ud, fortæller Lennart Ribers.

Så nu skal det erklæres konkurs?

- Ja. Det skal erklæres konkurs. Men når I skriver, at jeg løber fra regningen, så synes jeg, at det er at presse den. For jeg har tænkt mig at komme hele vejen rundt og kautionere personligt.

- Jeg er ikke engang 30. Jeg er sikker på, at jeg nok skal tjene nogle penge igen i mit liv. Og der kunne jeg godt tænke mig at have ren røv at trutte i, siger Lennart Ribers.

Så dem, der mangler penge, de kan stadig komme til dig og få en snak om, hvornår og hvordan de kan få noget tilbage?

- Præcis. Jeg ved, at jeg vil betale de ting tilbage - om jeg skal det eller ej - for jeg skal det inde i mit hoved. Uanset om vi går konkurs, så vil jeg kunne se mine leverandører i øjnene.

Ikke for pengene

- Dem, der kender mig, de ved også godt, hvordan jeg er. Jeg har taget penge ud af kassen eller egen lomme til at betale folks husleje eller indskud til lejligheden. Vi har gjort så meget med sociale formål derinde. Jeg kunne aldrig finde på bare at gå, understreger Lennart Ribers.

Nordisk Brødhus var først og fremmest en virksomhed, der skulle være noget godt for lokalområdet. Det går ham meget imod, hvis nogen skulle mene, han har været grådig.

- Hvis der er en ting, jeg på ingen måde har gjort i det her foretagende, så er det at tjene penge. Jeg bor stadig på første sal hos min svigermor ude i Hvidovre. Vi har stadig ikke nogen stor bil, sommerhus eller opsparing.

- Der er masser, der går konkurs hvert år, der bare skrider fra deres regning. Den intention har jeg slet ikke. Jeg kan selv leve på en sten, hvis det skal være, lyder det fra Lennart Ribers.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.