Suarez scorer igen for Uruguay
Den kontroversielle angriber Luis Suarez scorede natten til fredag for Uruguay i testkamp mod Costa Rica.
I en testkamp mod Costa Rica scorede FC Barcelona-spilleren for sit hjemland Uruguay. Arkivfoto.
I en testkamp mod Costa Rica scorede FC Barcelona-spilleren for sit hjemland Uruguay. Arkivfoto. Foto: Daniel Tejedor/AP


Den kontroversielle fodboldspiller Luis Suarez har haft svært ved at finde målet for sin nye klub FC Barcelona, men på landsholdet går det godt for målmageren fra Uruguay.

Natten til fredag scorede han igen i landsholdstrøjen - ganske som han scorede i en anden testkamp for Uruguay i sidste måned.

I nattens kamp i Montevideo førte gæsterne fra Costa Rica 1-0 ved pausen i kraft af en scoring fra Alvaro Saborio. Luis Suarez udlignede fem minutter efter pausen.

Kampen endte 3-3.

Bryan Ruiz bragte Costa Rica foran igen allerede minuttet efter Suarez' scoring, og Uruguays Jose Gimenez og Edinson Cavani scorede en gang hver for hjemmeholdet, så det begyndte at ligne en sejr til Uruguay.

Johan Venegas udlignede til 3-3 i overtiden, og så skulle testkampen afgøres på straffespark.

Her scorede Luis Suarez igen - på det allerførste spark.

Straffesparkskonkurrencen blev dog først afgjort, da Guzman misbrugte for Uruguay, og Christian Gamboa efterfølgende scorede for Costa Rica.

Da de to hold mødtes i den indledende runde ved VM-slutrunden i Brasilien, vandt Costa Rica med 3-1.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.