Suarez nedtoner drillerier af PSG-stopper
Luis Suarez var glad for indsatsen mod Paris Saint-Germain, men vil ikke hovere over tunneler på David Luiz.
FC Barcelonas stjerneangriber Luis Suarez jubler efter sit 3-0-mål mod PSG onsdag aften.
FC Barcelonas stjerneangriber Luis Suarez jubler efter sit 3-0-mål mod PSG onsdag aften. Foto: Michel Euler/AP


Med to klassemål mod Paris Saint-Germain var FC Barcelonas stjerneangriber Luis Suarez hovedarkitekten bag 3-1-sejren i Paris onsdag aften.

Luis Suarez viste både elegante driblinger, teknik, fart, balance, præcision - og så lavede han sågar to ydmygende tunneler på PSG-stopperen David Luiz ved målene til 2-0 og 3-0.

Den tidligere Liverpool-spiller ville dog ikke hovere for meget over præstationen i den første af to kvartfinaler i Champions League.

- Hvis tunneler og mål hjælper til at vinde kampen, så er det vigtigt. Det absolut vigtigste er altid at vinde kampen, siger Suarez til Viasat.

Især samspillet med Neymar og Lionel Messi fungerede godt mod PSG, mener Suarez.

- Vi kender hinanden, finder de rigtige positioner og roller. Det er de krav, man skal have til tre angribere, siger Suarez.

- Vi har et godt resultat før returkampen. Men vi skal forblive koncentrerede, siger uruguayaneren, som er lykkelig for at spille for Barcelona.

- Jeg er glad for at være på banen, og det er en drøm at spille for Barcelona, lyder det fra angriberen.

Der er returkamp mellem Barcelona og PSG på tirsdag. Kampen spilles på Camp Nou i Barcelona.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.