Suarez klemmer sig ind i Messi-Ronaldo-duel
Luis Suarez kan vippe Lionel Messi og Cristiano Ronaldo af pinden i en kåring af den bedste spiller i Europa.
Barcelonas Luis Suarez, som scorede mod Sevilla i Super Cuppen tirsdag aften, kan vinde en kåring 27. august.
Barcelonas Luis Suarez, som scorede mod Sevilla i Super Cuppen tirsdag aften, kan vinde en kåring 27. august. Foto: Ivan Sekretarev/AP


Næsten som sædvanlig er FC Barcelona-stjernen Lionel Messi og Cristiano Ronaldo fra Real Madrid med i kampen om at blive kåret som den bedste spiller i en europæisk fodboldklub.

Men også Messis holdkammerat Luis Suarez har klemt sig ind som en af de tre nominerede til tage prisen for at have været den bedste spiller i sæsonen 2014/15.

Kåringen står Det Europæiske Fodboldforbund (Fifa) for, og listen blev onsdag skåret ned fra ti til tre spillere.

Vinderen vil blive offentliggjort torsdag 27. august i forbindelse med lodtrækningen til gruppespillet i Champions League, skriver Uefa på sin hjemmeside.

Ronaldo vandt prisen sidste år, mens Franck Ribery snuppede hæderen i 2013. Andreas Iniesta (2012) og Lionel Messi (2011) har også vundet prisen.

Det er pointtildeling fra journalister fra Uefas 54 medlemslande, der danner baggrund for nomineringerne. I alt fik 35 spillere i Europa point for deres præstationer i sidste sæson. Ingen af dem var danske.

Tættest på at kile sig ind blandt de tre nominerede var Juventus-målmanden Gianluigi Buffon, men italieneren fik kun stemmer nok til en fjerdeplads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.