Mark Cavendish var favorit til at vinde torsdagens 2. etape af det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico.
Den britiske sprinter var imidlertid involveret i en episode, der førte til et styrt på opløbsstrækningen på den 153 kilometer lange etape fra Camaiore til Cascina.
Styrtet sendte blandt andre den italienske sprinter Elia Viviani (Sky) i asfalten, mens Cavendish slap. Han havde dog ingen muligheder for at blande sig i kampen om sejren.
Mark Cavendish har ellers fået markant lettere arbejdsbetingelser i Tirreno-Adriatico, fordi den tyske supersprinter Marcel Kittel (Giant-Alpecin) måtte melde afbud før løbet.
Danske Magnus Cort var også med i finalen på 2. etape, og han undgik styrtet.
Den 22-årige Orica-Greenedge-rytter sluttede som nummer seks på etapen, der blev vundet af den belgiske mester, Jens Debusschere (Lotto-Soudal).
Tinkoff-Saxo-rytteren Peter Sagan fra Slovakiet blev nummer to.
Italieneren Andrea Malori (Movistar) er fortsat i den gule førertrøje.
Peter Sagan er nummer to i samme tid.
Løbet blev sidste år vundet af Tinkoff-Saxos superstjerne, Alberto Contador.
Spanieren er også med i år, men skuffede på onsdagens 1. etape. som var en kort enkeltstart over 5,4 kilometer.
/ritzau/