Brug af styrketræning kan føre til sympati for Joachim B. Olsen.
Det burde måske fremgå på fitnesscentrene som en advarsel eller en reklame - alt efter politisk ståsted.
I hvert fald viser et nyt speciale, at styrketræning kan gøre mænd mere højreorienterede. Det skriver Djøfbladet.
Det er cand.scient.pol. Jesper Svarer Nissen, der i sin specialeafhandling har opdaget sammenhængen. Han fik 98 mænd til at træne i to måneder - halvdelen trænede musklerne i overkroppen, og den anden halvdel løb og cyklede.
Før og efter målte han deltagernes villighed til at omfordele goder i samfundet.
Gruppen, der styrketrænede, rykkede sig 15 procent til højre på skalaen, fortæller Jesper Svarer Nissen.
- Du kan træne dig til at blive mere højreorienteret. Det er sgu lidt syret, siger han til Djøfbladet.
Han tilføjer, at 98 personer er i underkanten til, at man kan være 100 procent sikker på konklusionen. Hvis forsøget gentages med minimum 800 mænd, kan man konkludere sammenhængen med sikkerhed.