Styrer bil ind i folkemasse: Mand dræber tre og sårer 50 i Østrig
Ung mand er med overlæg kørt ind i tilfældige mennesker i Østrig. Der er ikke tale om terror, siger politiet.
Tragedie i Graz i Østrig. En mand har med vilje smadret sin bil ind i en folkemængde og dræbt mindst tre. 34 er meldt kvæstet.
Tragedie i Graz i Østrig. En mand har med vilje smadret sin bil ind i en folkemængde og dræbt mindst tre. 34 er meldt kvæstet. Foto: Elmar Gubisch/AP


En mand har dræbte mindst tre mennesker og såret 34 ved at køre sin terrængående bil ind i en folkemængde i den østrigske by Graz.

Det siger delstaten Steiermarks ministerpræsident, Hermann Schützenhöfer.

Angrebet skete i den centrale del af Graz, der er Østrigs næststørste by og hovedstad i Steiermark.

Gerningsmanden er anholdt. Politiet siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der er tale om en 26-årig østriger af bosnisk oprindelse.

Manden er i forvejen kendt af politiet, og han har personlige og familiære problemer. Der er ikke grund til at tro, at det er et terrorangreb, hedder det.

- Vi kan nu helt udelukke en ekstremistisk, religiøs eller politisk baggrund, siger Josef Klamminger, delstatens politichef.

Han tilføjer, at gerningsmanden, der ifølge Reuters er lastbilchauffør, gift og far til to, tidligere har været parat til at bruge vold.

Da han steg ud af bilen efter at have ramt de mange mennesker, stak han to tilfældige med kniv, siger politiet. Derefter overgav han sig frivilligt til politiet.

- Selvfølgelig har han haft problemer, siger Kurt Kemeter, en lokal politimand, på spørgsmålet om, hvorvidt gerningsmanden har haft psykologiske problemer.

Da bilen ramte, udbrød der panik på gerningsstedet, hvor der ligger en række caféer.

Helmut Reinisch, som arbejder på et galleri tæt ved, hvor angrebet skete, siger til avisen, at han så en bil køre med mellem 100 og 150 kilometer i timen.

- Derefter hørte jeg folk skrige. Jeg løb ud og så et barn og en voksen ligge på vejen, siger han.

Kleine Zeitung skriver, at et syvårigt barn og en kvinde er dræbt.

Blandt de 34 sårede er tre børn. Seks af de såredes tilstand rapporteres alvorlig.

Fire helikoptere og 60 ambulancer blev sat ind i en redningsoperation, der blev besværliggjort ved, at der køres Formel 1 i Østrig, og mange ambulancer derfor er samlet der.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.