Styrelse vil ikke undersøge omstridt psykiater
Kommuner undersøger sager, hvor psykiateren Piet Casier er blevet brugt til at udrede borgere. Arbejdsskadestyrelsen vil ikke.
Arbejdsskadestyrelsen oplyser, at Piet Casier for Arbejdsskadestyrelsen i perioden 2005 til 2011 har udfærdiget 227 speciallægeerklæringer af borgere i forbindelse med arbejdsskadesager.
Arbejdsskadestyrelsen oplyser, at Piet Casier for Arbejdsskadestyrelsen i perioden 2005 til 2011 har udfærdiget 227 speciallægeerklæringer af borgere i forbindelse med arbejdsskadesager. Foto: Iris/arkiv


Alvorlig kritik og en dom for en fejldiagnose.

Mens flere kommuner har besluttet at gennemgå alle sager, hvor psykiateren Piet Casier har været benyttet til at udrede borgere, så afviser Arbejdsskadestyrelsen at gøre det samme på eget initiativ.

Det skriver DR Syd fredag.

Chefkonsulent i Arbejdsskadestyrelsen, Merete Roos, forklarer:

- Hovedårsagen er, at en speciallægeerklæring indgår som en af mange forskellige akter i en arbejdsskadesag. Borgeren får altid erklæringen til gennemsyn og har mulighed for at kommentere den, før vi træffer afgørelser, siger hun til DR Syd.

Arbejdsskadestyrelsen oplyser, at Piet Casier for Arbejdsskadestyrelsen i perioden 2005 til 2011 har udfærdiget 227 speciallægeerklæringer af borgere i forbindelse med arbejdsskadesager.

- Vi træffer en afgørelse på grund af alle sagens oplysninger ofte efter rådslagning med vores lægekonsulenter. Og vi vurderer altid selv, hvad vi mener, der er den rigtige diagnose. Derfor mener vi ikke, at der er nogen grund til, at vi skal til at gennemgå alle sagerne igen, siger Merete Roos.

I flere kommuner, som også har anvendt Piet Casier til udredning af borgere, tvivler man så meget på kvaliteten af psykiaterens arbejde, at det lige nu på kommunernes eget initiativ bliver undersøgt, om der kan være begået fejl.

- Vi vurderer jo netop selvstændigt, hvad vi mener, der er den korrekte diagnose i en sag. Så den screening er sådan set foregået i forbindelse med den oprindelige sagsbehandling, forklarer Merete Roos til DR Syd.

Men efter arbejdsskadesikringsloven er der dog mulighed for at få genåbnet sin sag.

- Så skal man selv rette henvendelse til Arbejdsskadestyrelsen, og så vil vi se på sagen igen, siger Merete Roos.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra psykiater Piet Casier.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.