Styrelse snød dig til at købe energivenligt
Vigtige oplysninger blev udeladt i butiksmateriale, som Energistyrelsen har lavet. Nu trækker de teksten tilbage.
Sådan så den webtekst ud fra Energistyrelsen, inden de blev gjort opmærksomme på sagen. Nu har styrelsen produceret et nyt mærke, med flere informationer. Billede fra skousen.dk, inden stemplet blev trukket tilbage.
Sådan så den webtekst ud fra Energistyrelsen, inden de blev gjort opmærksomme på sagen. Nu har styrelsen produceret et nyt mærke, med flere informationer. Billede fra skousen.dk, inden stemplet blev trukket tilbage. Foto: /free


"Køb en vaskemaskine med mærket A+++ frem for A+ - og spar 1100 kr. på elregningen."

Sådan lød det indtil i går på hvidevarekæden Skousens hjemmeside, hvor energibesparende vaskemaskiner var påstemplet budskabet. Et budskab, som Energistyrelsen står bag i forbindelse med butiksmateriale, som styrelsen har produceret til danske hvidevare-virksomheder.

Men det, som kunne lyde som en klar fordel ved at investere i dyrere og mere miljøvenlige vaskemaskiner, er slet ikke så lukrativt som ved første øjekast.

For selvom du køber en vaskemaskine med den bedste energimærkning, kan du hverken spare 1100 kroner på din kvartals-elregning eller på årsbasis. Først efter ti år, som er den levetid en vaskemaskine regnes for at have, har du sparet de 1100 kroner.

Det, der kunne lyde som en stor lettelse på elregningen, løber derfor blot op i en besparelse på 27,50 kroner på den elregning, du hvert kvartal skal betale.

Forbrugerrådet Tænk vurderer, at webteksterne kan vildlede forbrugerne.

- Når man kommunikerer til forbrugerne, skal man gøre det klart og tydeligt - og det har man ikke gjort her, siger Claus Jørgensen, seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk, til Newspaq.

Hos Forbrugerombudsmanden oplyses det, at det ifølge markedsføringsloven er ulovligt at udlade væsentlige informationer. Om Energistyrelsen bevæger sig på grænsen til det ulovlige, vil forbrugerombudsmanden ikke udtale sig om, da der ikke forelægger en sag. Men hos Energistyrelsen tager man ingen chancer og har derfor ændret butiksmaterialet.

- Energistyrelsen har foranlediget af Newspaqs henvendelse nu fået ændret teksten, så det fremgår, at besparelsen er i produktets levetid. Inden for de næste dage vil der blive taget kontakt til de andre forhandlere, så de får de rigtige udgaver, forklarer Bjarke Hansen, der er akademiingeniør i Center for Bygninger i Energistyrelsen, i en mail til Newspaq.

Han siger, at man i Energistyrelsen beklager, hvis teksten har virket vildledende.

- Skousen bruger materialerne, som det var tiltænkt, men det var absolut ikke tiltænkt, at det kunne blive vildledende. Idéen har været, at lave nogle materialer, som vejleder forbrugeren og viser, at energiforbruget afhænger af energimærket, siger Bjarke Hansen.

Hvidevarekæden kan dog ifølge Forbrugerrådet Tænk ikke helt frasige sig ansvaret i sagen.

-Selvfølgelig har man et ansvar for, at de oplysninger man videregiver er ok. Det gør jo ikke noget, at man stopper op og tænker en ekstra gang over indholdet, selvom det i det her tilfælde kommer fra myndighederne, som Skousen nok bare har stolet på, siger Claus Jørgensen.

Men i Skousen undrede man sig ikke over den lokkende webtekst fra Energistyrelsen.

- Som Danmarks største onlineshop for hårde hvidevarer, har vi rigtig mange varer at forholde os til, og i dette tilfælde har vi valgt at stole på kilden uden at forholde os en helt masse til det, da kilden er en officiel myndighed. Måske burde vi selv have undersøgt sagen nærmere, skriver Jonas Dørken, administrerende direktør i Skousen, i en mail til Newspaq.

Den nye, rettede version at webteksten fra Energistyrelsen lyder nu således: "Køb en vaskemaskine med mærket A+++ frem for A+ - og spar 1100 kr. på elregningen - i produktets levetid"

Newspaq


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.