Styrelse blåstempler SAS-køb af Cimber
SAS har fået godkendt købet af Cimber. Ny administrerende direktør er hentet i Trafikstyrelsen.
SAS køb af det lukkede flyselskab Cimber har fået grønt lys fra Konkurrencestyrelsen.
SAS køb af det lukkede flyselskab Cimber har fået grønt lys fra Konkurrencestyrelsen. Foto: Colourbox/free


Allerede i december meddelte SAS, at man havde indgået aftale om køb af samtlige aktier i det lukkede flyselskab Cimber.

Men før handlen kunne gennemføres endeligt, skulle Konkurrencestyrelsen først sige god for købet. Det er nu sket, fortæller SAS i en pressemeddelelse.

- Med den formelle godkendelse på plads ser vi nu frem til hurtigt at komme videre med at etablere selskabet som et effektivt flyselskab, som er specialiseret i regionale flyvninger.

- Vi vil bygge en enkel, fokuseret og smidig organisation, som kan levere SAS' velkendte produkt til vore kunder med punktlighed, service og mange afgange, siger koncernchef Rickard Gustafsson.

Administrerende direktør for Cimber bliver Kent Hansen, som er hentet i Trafikstyrelsen.

En af hans første opgaver bliver at få lavet en aftale med kabinepersonalets fagforening CAU om overflytning af personale fra SAS til Cimber, hvor de i givet fald kommer til at arbejde under en anden overenskomst.

De nye vilkår har CAU indtil videre protesteret mod, men parterne forhandler om en løsning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.