Styrelse beklager enegang i Eritrea-rapport
Udlændingestyrelsen har ikke fulgt den normale procedure i forbindelse med udarbejdelsen af Eritrea-rapport.
Udlændingestyrelsen beklager nu deres enegang i forbindelse med rapporten om Eritrea.
Udlændingestyrelsen beklager nu deres enegang i forbindelse med rapporten om Eritrea. Foto: MICHAEL MOTTLAU/POLFOTO


Udlændingestyrelsen beklager over for Justitsministeriet, at man ikke har fulgt den normale procedure, når det gælder udarbejdelsen af den omstridte landerapport om Eritrea.

Det fremgår af redegørelsen til justitsminister Mette Frederiksen (S), som blev offentliggjort mandag.

Det fremgår også, at den stærkt udskældte metode med at lave en hurtig opsummering af de fortrinsvis anonyme kilders udsagn i selve rapporten og kun skrive deres udsagn ud i sammenhæng i bilagene, er en særforanstaltning til lejligheden.

En særforanstaltning, som ikke begrundes nærmere.

Normalt tages Flygtningenævnet med på råd, når den slags rapporter skal planlægges, med det er ikke sket i tilfældet med Eritrea, fremgår det af redegørelsen.

Ifølge Udlændingestyrelsen selv, så skete det, fordi man skønnede, at Flygtningenævnet ikke havde tilstrækkelig viden om Eritrea.

Alligevel skriver Udlændingestyrelsen nu i redegørelsen, at "det havde været rigtigst også i dette tilfælde at iagttage sædvanlig procedure".

Men Udlændingestyrelsen fastholder, at det ikke har den store betydning for rapportens endelige udformning.

Ifølge Udlændingestyrelsen blev initiativet til rapporten udelukkende taget af styrelsen selv.

Det fremgår af redegørelsen, at man på et møde den 12. august "orienterede" Justitsministeriet om beslutningen om at granske forholdene i Eritrea.

Dagen efter går daværende justitsminister Karen Hækkerup så ud med de efterhånden berømte ord om, at hun "sætter ind" over for den voldsomme stigning i antallet af asylansøgere fra Eritrea.

Udlændingestyrelsens redegørelse er allerede vejet og fundet for let i Justitsministeriet, der nu har bedt styrelsen om yderligere oplysninger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.