Ofre for sexchikane kan gå glip af store erstatninger. Det skyldes, at deres diagnose bliver ændret i arbejdsskadesystemet, skriver Fagbladet 3F.
Når ansatte bliver udsat for grov sexchikane, kan de være berettiget til en arbejdsskadeerstatning. Ofte får ofrene stillet diagnosen depression eller posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) af en psykiater. Herefter går sagerne videre til Erhvervssygdomsudvalget, som skal vurdere arbejdsskadesager.
Men i Erhvervssygdomsudvalget er diagnosen i 8 ud af 11 tilfælde ændret til 'uspecificeret belastningsreaktion', der giver en lavere méngrad. Hvor posttraumatisk belastningsreaktion og depression kan give op til 35 procent mén, giver uspecificeret belastningsreaktion maksimalt 10 procent mén. Det betyder, at ofrene med ét pennestrøg kan risikere at få en lavere erstatning.
Thomas Middelboe, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, vil ikke udtale sig om de konkrete sager, men han kalder det problematisk, at diagnosen i så mange tilfælde bliver ændret.
- Det er problematisk, at man går ind og ændrer en diagnose, som en specialist i psykiatri har stillet, siger Thomas Middelboe.
Hos Arbejdsskadestyrelsen affejer man kritikken.
- Erhvervssygdomsudvalget foretager en samlet vurdering af sagen ud fra de lægelige oplysninger og efter rådgivning fra styrelsens lægekonsulenter. Det betyder, at den endelige diagnose i nogle tilfælde vurderes at være en anden, skriver kontorchef i Arbejdsskadestyrelsen Hanne Rathsach i en mail til Fagbladet 3F.
Hun skriver videre, at ændringerne af diagnoserne ikke betyder, at sexchikaneofre får en lavere erstatning.
- Méngraden fastsættes ud fra de gener, tilskadekomne har, på baggrund af et skøn med udgangspunkt i méntabellen. Méntabellen er alene vejledende.
Hanne Rathsach skriver desuden, at alle sager om psykiske sygdomme, der forelægges Erhvervssygdomsudvalget, bliver vurderet af Arbejdsskadestyrelsens psykiatriske speciallægekonsulenter.
Læs mere: http://www.fagbladet3f.dk/nyheder/3ef53e4f0d5443e0815ac099f7f3a9a7-20150130-styrelse-aendrer-ofre-for-sexchikanes-diagnoser