Studerende: Studietal er udtryk for SR's spareøvelse
Danske Studerendes Fællesråd læser årets optagelsestal som udtryk for besparelser på universiteterne.
Danske Studerendes Fællesråd læser årets optagelsestal som udtryk for besparelser på universiteterne. RB PLUS (Joachim Adrian/POLFOTO/arkiv)
Danske Studerendes Fællesråd læser årets optagelsestal som udtryk for besparelser på universiteterne. RB PLUS (Joachim Adrian/POLFOTO/arkiv) Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Igen i år har de unge søgt ind på en videregående uddannelse i stor stil. To procent flere end sidste år er kommet ind der, hvor de helst ville.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) glæder sig over stigningen, der især er tydelig på de uddannelser, der retter sig mod den private sektor.

Men Danske Studerendes Fællesråd deler ikke entusiasmen.

Mens professionsbacheloruddannelser får flere studerende, er der nemlig flere afviste studerende på universiteterne i år end sidste år.

- Der er syv procent flere afviste på universiteterne i år, end der har været tidligere, siger formand for De Studerendes Fællesråd, Yasmin Davali, der mener, at tallene er en klar konsekvens af den tidligere regerings dimensioneringsplan.

4698 har i 2015 fået afslag på at blive optaget på en bacheloruddannelse, mens tallet i 2014 var på 4357.

De bacheloruddannelser, der i særlig grad har optaget færre, er humaniora med tre procent færre.

- Det viser for mig meget klart, at det her har været et spørgsmål om, at færre skulle gå på universitetet, siger hun.

Både erhvervsakademierne og professionshøjskolerne har dog også beskåret visse uddannelser, så der i 2015 er 13 procent færre optagede studerende på det designfaglige område.

Dimensioneringsplanen blev gennemført af den tidligere SR-regering, hvor tidligere uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) besluttede, at universiteterne skulle lukke 2500-3000 studiepladser på udvalgte fagområder.

Det drejede sig eksempelvis om studiepladser på humaniora, der har været udskældt for at have svært ved at afsætte sine studerende på arbejdsmarkedet.

I stedet håbede regeringen, at flere studerende naturligt ville søge mod de universitetsuddannelser, der eksempelvis er mere tekniske.

Men den øvelse er ifølge Yasmin Davali slået fejl.

- Vi kan se, at stigningen på optag på de ikkedimensionerede uddannelser på ingen måde modsvarer det fald, der har været på de dimensionerede uddannelser, siger hun og kalder planen for en "spareøvelse" rettet mod universiteterne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.