Studerende: Dumpeniveau afhænger af pres på undervisere
Underviserne på universiteterne er for pressede og lader derfor dumpeklare studerende bestå, mener studerende.


Når tre ud af 10 undervisere på landets universiteter har ladet en studerende bestå, selvom den studerende burde være dumpet, er det udtryk for, at underviserne er for pressede.

Sådan lyder det fra formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Yasmin Davali:

- Vi bider særligt mærke i, at den grund, de fleste undervisere angiver, er, at de har været bekymrede for den arbejdsbyrde, det giver oven i deres øvrige arbejde, når en studerende dumper, siger hun.

Kommentaren kommer i kølvandet på en ny undersøgelse fra Berlingske Research. Den viser, at tre ud af 10 undervisere inden for de seneste fem år har ladet studerende bestå, selvom deres faglige vurdering var, at den studerende skulle dumpe.

For at komme problemet til livs er der ingen vej uden om mere økonomisk støtte til universiteterne, så de kan ændre på deres ansættelsesmønster, lyder det fra formanden.

- Universiteterne er i dag i rigtig høj grad afhængige af eksterne forskningsmidler, og derfor ansætter man i højere grad "postdoc'ere", der ikke har nogen undervisningsforpligtigelser.

- De underviser ikke, men bliver ansat til at lave forskningsprojekter. I stedet kunne man ansætte flere adjunkter, der har undervisningsforpligtigelser, samtidig med at de forsker, siger hun.

Hun mener således ikke, at man kan bruge undersøgelsen som dokumentation for, at det generelle niveau på landets universiteter er for lavt, som blandt andre Venstre ellers har lagt op til at diskutere.

- Undersøgelsen siger ikke noget om omfanget af problemet. Tre ud af 10 undervisere har oplevet at lade nogen bestå, der skulle være dumpet, men hvor mange der er tale om, ved vi ikke noget om, siger hun.

37 procent af de undervisere, der lod studerende på dumpeniveau bestå, gjorde det, fordi de frygtede en øget arbejdsbyrde på grund af klager og reeksaminationer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.